Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/115

Hr. Jacob Wisseltoft.

I den skaanske Krig tog en Student, Jacob Wisseltoft, der selv var født i Skaane, Tjeneste som Løitnant i dansk Tjeneste. Han fik derfor Løfte om Præstekald og blev 1686 Vicepastor paa Inderøen, det vil sige, han havde at bestyre Kaldet, men maatte afgive en stor Del af Indtægterne til Sognepræsten til Frue Kirke i Throndhjem, til hvis Embedes Forbedring Inderøens Kald var henlagt. Som Præst vakte han den største Forargelse. Han fortalte i sine Drikkelag, at han i Krigens Tid havde seet sine Kammerater levende spiddede paa Landeveiene og da trøstet dem med Brændevin og Tobak. Paa en Herregaard i Skaane, fortalte han, havde han hugget Hovedet af en adelig Frøken, fordi han ikke turde bie og give sig Tid til at lukke Laasen op paa den Guldkjede, hun bar om Halsen. Paa Inderøen udfandt han et kløgtigt Middel til at faa Bønderne til at betale for Ligtaler over de Soldater, der faldt i Krigen mod Karl den Tolvte. Han sankede en Hoben Søkrabber, bandt brændende Lys fast ved dem og lod dem om Natten krybe om paa Kirkegaarden. Derpaa kaldte han Klokkeren, Medhjælperne og Bønderne til, for at de kunde se dette Under, som jo maatte betyde deres Sjæle, der vare faldne og nu ei kunde finde Hvile, førend de vare jordfæstede. Saa maatte de Faldnes Slægt bekoste Ligtale. Undertiden kom Wisseltoft til Throndhjem og prækede i Vor Frue Kirke, „som paa den Maade blev Byens Komediehus“. Han var allerede i 1711 saa forhadt, at Almuen stængte Kirkedøren for ham, saa at han maatte gaa ind ad Vinduet og præke for tomme Vægge, medens Kirken var fuld, naar Kapellanen forrettede. Endelig blev han afsat 1732 og levede