Gjæs Advokater, Skjærer Underretssagførere, Heste Magistratspersoner, Ravne Skifteforvaltere, Ulve Toldembedsmænd og Høge disses Fuldmægtige, Gjedebukke Philosopher, og Chamæleoner Hofmænd, Oxer Søfolk, Æsler Klokkere paa Landet o. s. v. Ogsaa i dette mærkelige og særdeles vel regjerede Land har Klim det Uheld at blive Gjenstand for ømme Følelser hos en af Landets Døtre. En So, Kloakinspektørens Hustru, forelsker sig i ham, han tør fra den Tid af ikke mere gaa i Land, men maa blive ombord, fordi Soens gamle Elsker, en Stud. philos., staar ham efter Livet. Da Kapitainen vil sejle hjem til Martinia, overfaldes hans Skib af en Orkan og forliser. Klim er, som Odysseus, den eneste, der redder Livet, og han kommer nu i Land paa Kysten af Riget Qvame. Her ere Beboerne virkelige Mennesker, af samme Skikkelse og Natur som de i Oververdenen. De mangle ikke Anlæg, men ere rigtignok uhyre naive og uden nogen egentlig Statsforfatning, ihvorvel der i Spidsen for Folket staar en Keiser. Klim optræder her som „Solens Sendebud“, anerkjendes som saadant og bliver Keiserens Raadgiver. Han kaster sig i denne Egenskab især over det mangelfulde Krigsvæsen. De fromme og fredelige Qvamiter havde hidtil været ilde medhandlede af sine stridbare Naboer, men Klim, som her opfinder Krudtet, Overvinder ved Hjælp af Ildvaaben i en Fart de omboende Dyrenationer, og Qvame bliver nu en stor Erobringsstat. Kejseren falder meget beleiligt for sin Minister i et Slag, og Solens Sendebud bestiger Thronen og ægtet sin afdøde Formands Datter. Hans Fremgang er nu en Tid vidunderlig, det ene Land efter det andet undertvinges, og det femte Monarki (se ovenfor om Holbergs Lærebog i Verdenshistorie) oprettes. Destoværre besidder dog ikke Nils Klim Evnen til at bære sin Lykke. Han svimler paa sin Høide, bliver overmodig og stolt, taber sin Popularitet, og Smædeskrifter imod ham begynder at udkomme. For at sikre sin Throne griber han til det Middel at forfølge den gamle Keiserfamilie, men
