truer en stor Rovfugl den nye Planet med Undergang, og da Klim vil forsvare sig med sin Baadshage, lykkes det vel at saare Fuglen, men ikke at faa Vaabnet løst fra dennes Legeme. Paa denne Maade kommer han ud af sin nye astronomiske Bane og daler ned paa den store Planet Nazar. Det er Nat, Klim falder i Søvn og drømmer om Norge, idet det forekommer ham, at han hører Degnen i Fane Kirke[1] synge, men da han vaagner, er det en brølende Oxe, som han har hørt. I sin Angst flygter han op i et Træ, men det var intet heldigt Tilflugtssted. Menneskene i hint Land vare nemlig Træer, og det Træ, han havde antastet, var selve Borgermesterinden i den nærliggende By. Hun modtog den Forvovne med et drøit Ørefigen og med et Skrig, andre Træer kom til, og Nils førtes for Retten. Men Dommerne vare retfærdige, og Klim blev, uagtet han intet Forsvar kunde føre, frifunden for Institiens Tiltale. Efterat Nils havde lært Sproget, erfarede han, at Byen hedte Keba og var den næststørste Stad i Fyrstendømmet Potu. Fyrsten, der residerede i en By, ligeledes af Navnet Potu, lod nu Nils indsætte i Kebas lærde Skole, men han høster ingen Laurbær. Han har vistnok en hurtig Fatteevne, men just dette ansees her som en stor Lyde, da Dybsindighed og Eftertanke er det eneste, hvorpaa man i Potu sætter Pris Man finder ham uskikket til enhver høiere Stilling og kun værdig til at blive Hofløber, hvortil da ogsaa hans lange Ben giver ham et stort Fortrin for de langsomme Træer. Han ansættes som saadan og faar potuansk Dragt (med falske Grene, medens hans norske Dragt ophænges i et Museum). I Løbet af et Par Aar traver han Landet rundt som Brevdrager og erhverver sig derved et nøjagtigt Kjendskab til alle dets Forhold.
