Side:Daae - Ludvig Holberg.djvu/81

Denne siden er korrekturlest

81

ham tillivs. Baade et fremmed Trykkested og et fremmed Sprog vilde under saadanne Omstændigheder have sin Nytte.^[1] Holbergs Anelser sloge ogsaa ind, thi der skal virkelig have været Mænd af Indflydelse, som det synes Hofpræsterne Bartholomæus Bluhme og Erik Pontoppidan, der fandt det religiøse Standpunkt, hvorom Nils Klims Reise antoges at vidne, saa betænkeligt, at Bogen burde forbydes og de Exemplarer konfiskeres, der vare komne til Danmark. Men ihvorvel man levede under Christian VI, blev det ikke til Alvor hermed. Holbergs Anseelse i og udenfor Danmark og Norge var sagtens for stor. Bogen udkom endog Aaret efter i dansk Oversættelfe. De bedste Oversættelser udkom dog først langt senere, nemlig Digteren Baggesens 1789 (siden oftere) og N. V. Dorphs (første Gang 1841).

Vi ville i Korthed fortælle Hovedindholdet af Nils

↑ Paa den Tid var der som bekjendt alt andet end Trykkefrihed, og hvad der skulde trykkes, maatte passere Censuren. Denne skulde egentlig ogsaa omfatte Indførsel af Bøger fra Udlandet. En norsk æsthetisk Forfatter har gjort den Bemærkning, at Holbergs fleste Skrifter udkom uden foregaaende Censur „paa moderne Viis“, ja endog tilføiet, at disse Bøger, „som i saa meget trodsede sig frem mod gjeldende Mening, endog i ydre Form bære et Slags Form af Protest“. Men dette er kun Misforstaaelse og beror paa Ubekjendtskab med de virkelige Forhold. Tingen forholder sig nemlig simpelthen saaledes, at da Censormyndigheden tilhørte Universitetet, ansaa Professorerne sig, som Medlemmer af dette, fritagne for Censur, og man vil derfor paa Professor-Arbeider som oftest ikke finde noget imprimatur anbragt. Cfr. H. Matzen, Kjøbenhavns Universitets Retshistorie, I, S. 213 flg. Men om han end kunde udgive sin Bog paa egen Haand, kunde en saadan Friheds Anvendelse komme Vedkommende lige dyrt at staa bagefter, om den blev befunden farlig, skadelig eller lignende. Havde Holberg ikke været Professor, er der den største Sandsynlighed for, at f. Ex. hans Peder Paars ikke havde seet Lyset. Om „Protest“ er der allermindst Tale, en saadan „Protest“ vilde vistnok have bragt den, som vovede den, paa Munkholmen eller til et lignende lidet lysteligt Sted.

L. Daae: Ludvig Holberg.

[1] Paa den Tid var der som bekjendt alt andet end Trykkefrihed, og hvad der skulde trykkes, maatte passere Censuren. Denne skulde egentlig ogsaa omfatte Indførsel af Bøger fra Udlandet. En norsk æsthetisk Forfatter har gjort den Bemærkning, at Holbergs fleste Skrifter udkom uden foregaaende Censur „paa moderne Viis“, ja endog tilføiet, at disse Bøger, „som i saa meget trodsede sig frem mod gjeldende Mening, endog i ydre Form bære et Slags Form af Protest“. Men dette er kun Misforstaaelse og beror paa Ubekjendtskab med de virkelige Forhold. Tingen forholder sig nemlig simpelthen saaledes, at da Censormyndigheden tilhørte Universitetet, ansaa Professorerne sig, som Medlemmer af dette, fritagne for Censur, og man vil derfor paa Professor-Arbeider som oftest ikke finde noget imprimatur anbragt. Cfr. H. Matzen, Kjøbenhavns Universitets Retshistorie, I, S. 213 flg. Men om han end kunde udgive sin Bog paa egen Haand, kunde en saadan Friheds Anvendelse komme Vedkommende lige dyrt at staa bagefter, om den blev befunden farlig, skadelig eller lignende. Havde Holberg ikke været Professor, er der den største Sandsynlighed for, at f. Ex. hans Peder Paars ikke havde seet Lyset. Om „Protest“ er der allermindst Tale, en saadan „Protest“ vilde vistnok have bragt den, som vovede den, paa Munkholmen eller til et lignende lidet lysteligt Sted.

[1]