egen Tid. Selv har han allermindst kunnet ane, at der nogensinde skulde kunne tvivles om hans Nationalitet. Han og hans hele Samtid ansaa nemlig Forbindelsen mellem Danmark og Norge for ligesaa uopløselig som vi anse Forbindelsen mellem Sjelland og Fyen, mellem Thrøndelagen og Oplandene. Den oplyste Del af begge Nationer var ogsaa i Virkeligheden saagodtsom et, og paa den kom det dengang an paa en ganske anden Maade end nu.
Det forstaar sig, at Holberg, der allerede i sit store komiske Heltedigt har mindet om, at han „er i Norge fød, er Paars’s Landsmand ei“, ikke sjelden lader sine Læsere mærke, at han er Nordmand. Han omtaler Norge i sine statistiske og historiske Skrifter med en ganske særegen Varme, og gaar temmelig vidt, naar det gjælder dets Ære. Men denne hans Vedhængen ved Fødelandet er vidt forskjellig fra de Følelser, hvormed en Nordmand i vort Aarhundrede omfatter Norge. Hos Holberg er nemlig hans norske Patriotisme endnu ikke stort andet, end en halvklar provinsiel Forkjærlighed for den Del af Datidens Helstat, hvorfra han selv var udgaaet. Det hele Fædreland var for ham de to dengang forenede „Tvillingriger“. „Disse Nationer have,“ siger Holberg selv i sin „Danmarks og Norges geistlige og verdslige Stat“, „siden den navnkundige Forening blev sluttet, været ansete for eet Folk.“ Og i hans Testament forekommer Udtrykket: „Mine Landsmænd, det er Danske og Norske“. Holbergs Personlighed er stærkt præget af hans norske Herkomst, og den Omstændighed, at han, skjønt han fuldstændig havde indlevet sig i de danske Forhold, dog var født udenfor dem, bidrog visselig betydelig til at give ham det frie og uhildede Blik, hvorved han udmærkede sig. Men paa den anden Side blev dog hans hele Gjerning kun mulig derved, at han tidlig forlod det Fødeland, hvor hans Geni dengang ikke kunde finde Udvikling eller Anvendelse, og tog Bolig i
