Side:Daae - Ludvig Holberg.djvu/5

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
5

egen Tid. Selv har han allermindſt kunnet ane, at der nogenſinde ſkulde kunne tvivles om hans Nationalitet. Han og hans hele Samtid anſaa nemlig Forbindelſen mellem Danmark og Norge for ligeſaa uopløſelig ſom vi anſe Forbindelſen mellem Sjelland og Fyen, mellem Thrøndelagen og Oplandene. Den oplyſte Del af begge Nationer var ogſaa i Virkeligheden ſaagodtſom et, og paa den kom det dengang an paa en ganſke anden Maade end nu.

Det forſtaar ſig, at Holberg, der allerede i ſit ſtore komiſke Heltedigt har mindet om, at han „er i Norge fød, er Paars’s Landsmand ei“, ikke ſjelden lader ſine Læſere mærke, at han er Nordmand. Han omtaler Norge i ſine ſtatiſtiſke og hiſtoriſke Skrifter med en ganſke ſæregen Varme, og gaar temmelig vidt, naar det gjælder dets Ære. Men denne hans Vedhængen ved Fødelandet er vidt forſkjellig fra de Følelſer, hvormed en Nordmand i vort Aarhundrede omfatter Norge. Hos Holberg er nemlig hans norſke Patriotisme endnu ikke ſtort andet, end en halvklar provinſiel Forkjærlighed for den Del af Datidens Helſtat, hvorfra han ſelv var udgaaet. Det hele Fædreland var for ham de to dengang forenede „Tvillingriger“. „Disſe Nationer have,“ ſiger Holberg ſelv i ſin „Danmarks og Norges geiſtlige og verdslige Stat“, „ſiden den navnkundige Forening blev ſluttet, været anſete for eet Folk.“ Og i hans Teſtament forekommer Udtrykket: „Mine Landsmænd, det er Danſke og Norſke“. Holbergs Perſonlighed er ſtærkt præget af hans norſke Herkomſt, og den Omſtændighed, at han, ſkjønt han fuldſtændig havde indlevet ſig i de danſke Forhold, dog var født udenfor dem, bidrog visſelig betydelig til at give ham det frie og uhildede Blik, hvorved han udmærkede ſig. Men paa den anden Side blev dog hans hele Gjerning kun mulig derved, at han tidlig forlod det Fødeland, hvor hans Geni dengang ikke kunde finde Udvikling eller Anvendelſe, og tog Bolig i