Vi leve i en Tid, da det bliver mere og mere almindeligt at reise Monumenter og at feire Jubelfeste. Hvert Øieblik mindes vi om, at nu er det hundrede, halvhundrede eller endog kun fem og tyve Aar, siden den eller den Institution blev til, saa og saa lang Tid er forløben, siden den eller hin Begivenhed fandt Sted, det er nu saa og saa længe, siden den eller den Mand betraadte Forfatterbanen, udnævntes til sit første Embede o. s. v. Ofte kan man ikke værge sig for den Tanke, at saadan Stads maaske gaar vel hyppigt paa, at der ofte gjøres mere Væsen baade af Begivenheder og Personer, end de egentlig fortjente, og at det nok kunde være et Spørgsmaal, om det, man festlig erindrer, netop er det, som havde størst Krav paa at blive det. Mangengang hænder det ogsaa, at der ligger Partiberegninger og Sidehensyn bag ved saadanne Tilstelninger, og at de, som drive paa at faa dem istand mere tænke paa sig selv og egne Interesser end paa den eller det, som forherliges gjennem Taler, Sang eller Kunstverker.
Men, dengang vi for kort Tid siden, den 3die December 1884, holdt en Fest i Anledning af, at to hundrede Aar vare forløbne siden Ludvig Holbergs Fødsel, da var der ingen, som ikke følte, at vi skyldte ham en Tak og Ære, som ingen af de Forfattere, der have skrevet i vort Modersmaal. Ingen har nemlig i den Grad som han baade udviklet vort Sprog og udvidet vort Folks
