Holberg blev altsaa Student i Juli 1702, men havde ikke Raad til at blive i Kjøbenhavn. Han maatte drage til Norge igjen og blev for det første Huslærer hos Provst Weinwich paa Voss. Her maatte han ogsaa præke. Bønderne syntes, at han prækede godt, men Provsten syntes, at Prækenerne var for korte, og lod ham høre, at det ikke gik an at staa kun et Kvarter paa Prækestolen. Den attenaarige Student var dristig nok til at svare, at „naar unødige Repetitioner bleve borttagne af Provstens Taler, præke vi begge lige længe.“ Man kan allerede heraf let skjønne, at en saadan Huslærer ikke blev meget afholdt i Præstefamilien, og det saameget mindre, som de tre Præstesønner som skulde undervises, alle vare store Stympere. Præstekonen taalte ikke, at Holberg bankede dem, og han blev opsagt og reiste efter et Aars Forløb. Endnu vises eller ialfald endnu for faa Aar siden vistes paa Præstegaarden i en gammel Bygning Holbergs Værelse. Mærkeligere end dette er det imidlertid, at Holberg selv synes at have lært at holde af Vossingerne. I sin Bergens Beskrivelse kalder han Voss „en af de angenemeste Egne udi Norge“ og tilføier, at „saasom Landet i sig selv er godt og frugtbart, saa have Bønderne ogsaa bedre Føde og conseqventer ere stærkere og mere behjertede end de andre Nordhordlandske; hvilke sidste Vosserne gemenligen se over Axlerne og derfor ikke kan lide, at man kalder dem Horder, men ville være Vosser alene“[1]
Saa drog Holberg atter til Kjøbenhavn 1703. I
- ↑ Der gives en gammel paa Latin forfattet Præstekrønike for Voss og Hardanger af en lærd Præst Gerhard Miltzow, udgivet 1679. Her fortælles, at Vossingerne og Hardangerne fra gammel Tid have anseet det for en Ret for sig at gaa i Spidsen i Krigen. I 1677 havde de ogsaa særlig udmærket sig ved Beleiringen af Marstrand. Vossingernes Naboer stikle undertiden paa dem og sige, at naar Fremmede komme til Bygden siger Vossingen til dem: „Velkommen til Voss,“ men tilføier sagte: „Vorherre være med os, og Fanden med dikkon.“
