Side:Daae - Ludvig Holberg.djvu/21

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
21


Holberg blev altſaa Student i Juli 1702, men havde ikke Raad til at blive i Kjøbenhavn. Han maatte drage til Norge igjen og blev for det førſte Huslærer hos Provſt Weinwich paa Voſs. Her maatte han ogſaa præke. Bønderne ſyntes, at han prækede godt, men Provſten ſyntes, at Prækenerne var for korte, og lod ham høre, at det ikke gik an at ſtaa kun et Kvarter paa Prækeſtolen. Den attenaarige Student var driſtig nok til at ſvare, at „naar unødige Repetitioner bleve borttagne af Provſtens Taler, præke vi begge lige længe.“ Man kan allerede heraf let ſkjønne, at en ſaadan Huslærer ikke blev meget afholdt i Præſtefamilien, og det ſaameget mindre, ſom de tre Præſteſønner ſom ſkulde underviſes, alle vare ſtore Stympere. Præſtekonen taalte ikke, at Holberg bankede dem, og han blev opſagt og reiſte efter et Aars Forløb. Endnu viſes eller ialfald endnu for faa Aar ſiden viſtes paa Præſtegaarden i en gammel Bygning Holbergs Værelſe. Mærkeligere end dette er det imidlertid, at Holberg ſelv ſynes at have lært at holde af Vosſingerne. I ſin Bergens Beſkrivelſe kalder han Voſs „en af de angenemeſte Egne udi Norge“ og tilføier, at „ſaaſom Landet i ſig ſelv er godt og frugtbart, ſaa have Bønderne ogſaa bedre Føde og conseqventer ere ſtærkere og mere behjertede end de andre Nordhordlandſke; hvilke ſidſte Vosſerne gemenligen ſe over Axlerne og derfor ikke kan lide, at man kalder dem Horder, men ville være Vosſer alene“[1]

Saa drog Holberg atter til Kjøbenhavn 1703. I

  1. Der gives en gammel paa Latin forfattet Præſtekrønike for Voſs og Hardanger af en lærd Præſt Gerhard Miltzow, udgivet 1679. Her fortælles, at Vosſingerne og Hardangerne fra gammel Tid have anſeet det for en Ret for ſig at gaa i Spidſen i Krigen. I 1677 havde de ogſaa ſærlig udmærket ſig ved Beleiringen af Marſtrand. Vosſingernes Naboer ſtikle undertiden paa dem og ſige, at naar Fremmede komme til Bygden ſiger Vosſingen til dem: „Velkommen til Voſs,“ men tilføier ſagte: „Vorherre være med os, og Fanden med dikkon.“