Side:Daae - Ludvig Holberg.djvu/116

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
116

og Bevisligheder, hvormed Munden kunde ſtoppes til paa dem, ſom ſøge at betage Menneſkene den Trøſt, ſom de have af Aabenbaringen, og det Haab om det andet Liv, ſom ſtyrker dem udi dette Livs Gjenvordigheder.“ Og videre: „Livets Korthed og Haab om et bedre Liv efter dette er min eneſte Trøſt, hvorudover jeg mere end andre foruroliges af visſe driſtige Stykker, ſom udi vor Tid komme for Lyſet, og ſom ſynes at ville betage Menneſket ſaadan Haab og Trøſt.“

Den tolerante Holberg, Religionsfrihedens Talsmand, var ſaa ſtreng ſom vel nogen mod Religionens Beſpottere. Frivole Aander kunne have godt af at læſe, hvad han ſiger om ſaadant: „Et er at ſkrive mod Religionen, et andet er at drive Spot dermed. Det førſte kan ſke udi et oprigtigt, ſkjønt vildfarende Forſæt, det andet derimod er Bevis paa Kaadhed, Ondſkab og Ugudelighed. Man maa corrigere vildfarende Menneſker med Formaninger, men Beſpottere med Riis og Svøbe. Dette ſker dog ikke, thi man pidſker, fængſlet og excommunicerer de førſte og lader de ſidſte pasſere for beaux esprits.“

Holberg har i ſine Skrifter efterladt en Skat, der endnu vinker hans Læſer i fuld Skjønhed og Friſkhed. Navnlig har han i ſine Digterverker fremſtillet et Galleri af menneſkelige Svagheder og Daarſkaber, hvori man kan ſe ſig ſelv i Speil, ſaalænge Menneſkenaturen ſelv bliver uforandret. Det var derfor at ønſke, at

dette Salt, ſom han har dybt indblandet
 i Folkets aandelige Næringsſaft,

fremdeles maa viſe ſin Kraft ogſaa paa vor egen Samtid. I vor ſtærkt opagiterede Tid har Lidenſkabelighed og Partivæſen paa en forunderlig Maade ſløvet Sandſen for det Komiſke, idet altfor mange Menneſker kritikløſt fanges af Stikordet og blive hængende i Phraſen uden at begribe dens Tomhed. Dette er en aandelig