og Bevisligheder, hvormed Munden kunde stoppes til paa dem, som søge at betage Menneskene den Trøst, som de have af Aabenbaringen, og det Haab om det andet Liv, som styrker dem udi dette Livs Gjenvordigheder.“ Og videre: „Livets Korthed og Haab om et bedre Liv efter dette er min eneste Trøst, hvorudover jeg mere end andre foruroliges af visse dristige Stykker, som udi vor Tid komme for Lyset, og som synes at ville betage Mennesket saadan Haab og Trøst.“
Den tolerante Holberg, Religionsfrihedens Talsmand, var saa streng som vel nogen mod Religionens Bespottere. Frivole Aander kunne have godt af at læse, hvad han siger om saadant: „Et er at skrive mod Religionen, et andet er at drive Spot dermed. Det første kan ske udi et oprigtigt, skjønt vildfarende Forsæt, det andet derimod er Bevis paa Kaadhed, Ondskab og Ugudelighed. Man maa corrigere vildfarende Mennesker med Formaninger, men Bespottere med Riis og Svøbe. Dette sker dog ikke, thi man pidsker, fængslet og excommunicerer de første og lader de sidste passere for beaux esprits.“
Holberg har i sine Skrifter efterladt en Skat, der endnu vinker hans Læser i fuld Skjønhed og Friskhed. Navnlig har han i sine Digterverker fremstillet et Galleri af menneskelige Svagheder og Daarskaber, hvori man kan se sig selv i Speil, saalænge Menneskenaturen selv bliver uforandret. Det var derfor at ønske, at
dette Salt, som han har dybt indblandet
i Folkets aandelige Næringssaft,
fremdeles maa vise sin Kraft ogsaa paa vor egen Samtid. I vor stærkt opagiterede Tid har Lidenskabelighed og Partivæsen paa en forunderlig Maade sløvet Sandsen for det Komiske, idet altfor mange Mennesker kritikløst fanges af Stikordet og blive hængende i Phrasen uden at begribe dens Tomhed. Dette er en aandelig
