raade over en Del bedre, om end lidet talrige Stridskræfter. Først og fremst havde han Bergenhus’s Besætning. Dernæst stillede de norske Borgere i Byen 60 Mand, og endelig tilveiebragtes ogsaa en Del Folk af Tydskerne paa Bryggen. De hanseatiske Kjøbmænd lode Hververtrommen røre med Tilbud om, at de, som vilde lade sig hverve, skulde faa en maaneds sold forud, og det var mange „at adskillige Embeder“[1], der lode sig hverve. Hanserorbundets Hovedstad Lybek var nemlig Danmarks Allierede i denne Krig, den sidste i hvilken en Hansestad optræder som selvstændig krigførende Magt. Heri maa man se Grunden til, at Tydskerne i Bergen fandt sig i at bidrage til Udrustningen.
Den 17de April samledes Bønderne fra Nordhordland og Søndhordland ved Lungegaarden i Bergen. Det heder, at især Almuen fra det førstnævnte Landskab var vel rustet; dog manglede den Harnisk. Nogle Dage senere vare tre Orlogsskibe seilfærdige. Det ene, „Duen“, havde Erik Rosenkrands udrustet paa kongelig Bekostning eller af Lenenes Indtægter, dets Befalingsmand var Erik Munk. Det andet Skib, „Svanen“, var stillet af Bergens Borgerskab og kommanderedes derfor af Borgermesteren, en Fynbo ved Navn Anders Pederssøn; Skipperen var en Hollænder. Paa det tredie Skib, som Tydskerne leverede, førte Jochum Kock m. Fl. Befalingen. Over samtlige Folk og hele den lille Flaade, som foruden de tre Orlogsskibe bestod al en Del mindre af Bønderne leverede Jagter og Skjøttebaade, havde Duens Befalingsmand Erik Munk Overanførselen og blev derfor benævnt Admiral, en Titel, som endnu ikke havde faaet sin senere begrændsede Betydning.
Erik Nilssøn Munk hører til de mærkeligere Figurer i Norges Historie ved denne Tid. Han hørte hjemme i Halland,
- ↑ Embede betyder i Datidens Sprog som oftest et Haandværk. Mellem Bergens især dengang yderst blandede Befolkning har der utvivlsomt ikke været saa faa, der have gjort Krigstjeneste i Udlandet.
