Hopp til innhold

Side:Daae - Krigen nordenfjelds 1564.djvu/24

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Erik Rosenkrands „blev da underlig derved“ og begav sig til Slottet igjen, hvor han lod Lensmændene kalde for sig. Dem foreholdt han, hvor paatrængende nødvendig Udrykningen var, og bad dem om at anvende sin Indflydelse paa den menige Almue for at bevæge denne til at gaa ind paa Forlangendet. Dette hjalp. Lensmændene forestillede sine Bygdemænd, at de for sin ulydighed kunde løbe Fare for at straffes med Tabet af sine Gaarde, ja endog med Fredløshed, og da, heder det, bleve de bange. De samtykkede altsaa i at udgjøre hver femte Mand, skjønt det ikke manglede paa Klager over, hvor haardt de vare udskattede, og hvor ubeleiligt det just nu, da Vaaraannen stundede til, maatte være at forlade Hus og Hjem.

Nogle Dage senere, 28de Marts, havde Søndhordlands Almue indfundet sig i Bergen. Erik Rosenkrands havde naturligvis ved sine Underhandlinger med disse den store Fordel at kunne paaberaabe sig, at Nordhordlands Bønder allerede havde lovet at drage i Felten, men ikke destomindre fandt han det ogsaa denne Gang nødvendigt at benytte Lensmændene og Lagrettesmændene som Mellemmænd mellem sig og Almuen[1]. Han opnaaede dennegang hvad han vilde, uden, som det synes, at møde nogen ligefrem Modstand; Almuen forbandt sig til et møde bevæbnet og selv skaffe skibe og Proviant, hvorimod Erik Rosenkrands skulde levere Lod og Krudt.

Almuen manglede naturligvis enhver krigersk Øvelse. Kun modstræbende havde Bonden, hvis Interesse ikke gik ud over hans egen Bygd, givet efter for Erik Rosenkrands’s Opfordring til at drage ud, og det viste sig snart, at de i en Hast opbudne Folk endog manglede Mandemod. Det vilde ogsaa have været en umulighed for Erik Rosenkrands at foretage Noget, hvis han ikke ved Siden af Bonde-Landeværnet havde kunnet

  1. „Vil man udrette noget hos Bønderne, maa man have den mest formuende Bonde paa sin Side, hvilken udretter mere blandt dem, end Prest og Øvrighed“. (H. J. Wille: Sillejords Beskrivelse (1786), S. 234).