Endog selve St. Olafs Legems blev bortslæbt, efterat de faa Sølvnagler, som de danske „Reformatorer“ havde levnet, vare blevne borttagne af hans Helgenskrin. Liget fandt man det dog ei Umagen værd at føre helt til Sverige, og de svenske Soldater jordede det derfor i en siden nedbrudt Annexkirke paa Fløan i Størdalen, Helgeseters og Bakke Klosteres Bygninger ødelagdes af Claudius’s. Folk; og Throndhjems Domkirke blev brugt til Hestestald. En saadan Vandalisme gjorde endog Opsigt udenlands. Den mærkelige Jesuit Laurids Nilssøn („Klosterlasse“) har saaledes i sin bekjendte Bog opbevaret et Sagn om, at den, der forgreb sig paa St. Olafs Lig, senere fik Guds Straffedom at føle, idet han lagdes paa Steile i Stockholm. Endnu i det attende Aarhundrede skrev en thrøndersk Poet, Marcus Volqvartz, en Klagesang over Domkirkens Vanhelligelse, om hvilken Begivenhed Sagnet endnu lever hos Almuen.
End mindre har det vel huet Thrønderne, at Claudius strax begyndte at forlange Krigstjeneste af Borgere og Bønder, ja endog vilde trække dem ud af Landet. Ved den „Raadstue“, som han holdt med Borgerne i denne Anledning den 5te April, synes det ogsaa at være kommet til alvorlige Uenigheder mellem dem, og at kort efter Galger opreistes paa Throndhjems Torv og rundt omkring i Lenene, tyder ikke paa, at Forholdet i Længden blev det bedste. Almuen paalagde han en Skat af 2 Daler for et Spands Leie, og indrømmede kun en Betalingsfrist af 8 Dage.
Claudius’s private Liv var letsindigt og usædeligt. Han holdt, ogsaa ifølge svenske Kilder, idelige Banketter i Throndhjem og paa Slottet, og udvalgte til en af sine Elskerinder en gift Kone, den „deilige“ Lisbeth Hansdatter, en af hans Tilhængere, Borgeren Oluf Gudmundssøns Hustru, et Fruentimmer, hvis senere Skjebne Absalon Pederssøn har beskrevet med fotografisk Anskuelighed Som Vinhandlersøn fra Champagne
