Sundalen, Nesset, Veø og Gryten. Ved Veblungsnes undersøgtes den berømte Runeindskrift, der er udhuggen i Fjeldet lige ved Vandkanten, og som senere yderligere er gransket af Andre.[1]
Under Fortsættelsen af Reisen var det, at Gunnerus ved en for tidlig Død blev Norge berøvet. Paa Reisen over Hustadviken, et af de søhaardeste Steder paa den norske Kyst, blev Biskoppen, der var bleven forkjølet, og hvis Mave var slet, meget Syg og maatte gaa tilsengs paa Kvernes Prestegaard. Man frygtede dog endnu ingen Fare, og Schøning benyttede Tiden til at besøge Fredøen og dens berømte Valplads, Rastarkalv, samt til at undersøge Bremsneshulen. Biskopen kom sig ogsaa saa vidt, at han kunde sætte over til Christiansund. Her forværredes hans Tilstand hurtigt, og han døde Natten til Løverdag den 25de September, kun 55 Aar gammel. Schøning var imidlertid kommen til ham og var tilstede ved hans Dødsleie, hvor han var Vidne til hans Bekymring for Søsteren og dennes Børn og forfattede hans Testamente til Fordel for disse.[2] Ved denne triste Begivenhed afbrødes Schønings Reise, og han drog tilbage til Throndhjem igjen.
Længere ud paa Høsten besøgte han Bynesset, Børseskogn, Meldalen, Rennebo og Orkedalen, hvorefter han tog Vinterophold i Throndhjem for at udarbeide Beskrivelsen over de Dele af det Nordenfjeldske, som han havde faaet Leilighed til at befare. Man opfordrede ham til at holde en Mindetale over Gunnerus i Videnskabsselskabet, og han unddrog sig ikke dette Hverv, skjønt man af en Ytring i et Brev til Suhm tør slutte,
