26
fem første Rectoraar var han ugift, og det Ægteskab, hvori han den 5te Mai 1756 indtraadte med Frederica Hveding, en Datter af Justitsraad Jens Hveding, By- og Raadstueskriver i Throndhjem,[1] blev stedse barnløst.
I 1757 udgav Schøning og Suhm under Titelen „Forbedringer til den gamle danske og norske Historie“ i Forening en Prøve af sine Forstudier til de store Verker, hvortil de beredte sig. Schønings Del i Bogen bestod i Harald Haardraades og Erkebiskop Eysteins Biographier. Bogen, der udkom i Kjøbenhavn under Dass’s omhyggelige Tilsyn, vakte meget Bifald og store Forhaabninger. Endog Kong Frederik den Femte læste den, ja nedskrev sin Dom derom i sit Exemplar. Den gik ud paa, „at han undrede sig over, at saa unge Folk, som Schøning og Suhm, vilde sætte den gamle Arild Hvitfeld tilrette og vide det bedre end han“.[2]
I flere end en Henseende levede Schøning altsaa under lykkelige Vilkaar, og en Videnskabsmand kunde vistnok, naar han skulde arbeide paa et saa fjerntliggende Sted, ikke være heldigere stillet end han. Men hans første Rectoraar forbitredes dog i nogen Grad ved hans Forhold til Biskoppen, Dr. Frederik Nannestad, hvilket idetmindste i Begyndelsen ikke var synderlig bedre, end fordum Dass’s til Hagerup. Nannestad var en Mand med flere gode Egenskaber, han var en lærd Theolog, besad et meget stort Bibliothek, havde i sin Ungdom som academisk Lærer nydt adskillig Anseelse og bevarede fremdeles varme literære Interesser, kunde derhos, som Suhm, der omgikkes ham venskabeligt, har
