kunde ramme Byens Folk, kan man se deraf, at de ringeste offentlige Funktionærer alene i Krigsstyr maatte Aar for Aar betale over Trediedelen af sin Lønning; saaledes oplyser en Toldbetjent, der aarlig nød en Løn af 50 Rdlr., at han ei alene betalte over Tredieparten heraf i Krigsstyr, men at «Magistraten desforuden haver fundet ham udi alle andre personlige Skatter, synderlig i Rytterskat». Man maa heller ikke glemme, at Livets Fornødenheder paa en følelig Maade fordyredes ved Accise- og Konsumtionspaalæg.
Byens en Tidlang indbringende Skibsfart led i disse Aar adskilligt Afbræk ved Svenskens Kaperier[1], og da man for «at være mindre hazard af fiendtlige Opbringelser undergiven» begyndte at «navigere ved Vintertide»; rammedes Handelsflaaden af flere Forlis, end sædvanligt havde været tidligere, da man gjerne havde indskrænket sig til Sommerseilads. I 1713 gjorde Freden i Utrecht Ende paa den for Norges Handel med Trælast og Jern fordelagtige spanske Successionskrig, og Englænderne og Hollænderne afhentede nu, som før hin lange europæiske Krigs Udbrud, selv de Varer, de tiltrængte fra Norge. Byens Tilstand blev derfor snart saadan, at flere af dens Skibseiere maatte sælge sine Fartøier «formedelst Mangel paa Kræfter til at underholde dem», ja nogle Skibe bleve endog «oplagte til Forraadnelse».
Til alt dette kom i 1716 Carl den tolvtes Indfald, hvorved Byen selv besattes og led ubeskriveligt, som vi paa sit Sted nærmere skulle høre.
- ↑ Disse, der især udgik fra Göteborg, vare nemlig i denne Krig temmelig betydelige. Alene fra Bergen ved man, at de optoge 26 Skibe, medens Barbareskerne i samme Tidsrum berøvede samme By 4 Skibe. I den skaanske Krig mistede Bergen ikke et eneste Fartøi, thi Defensionsskibene holdt dengang Søen ren for svenske Kapere. (Smlgn. H. G. Garde, den dansk-norske Sømagts Historie 1700–1814, S. 23). Nordmændene gjorde imidlertid trolig Gjengjeld og optoge saaledes i Aarene 1710–1712 en stor Del svenske Skibe, se Norsk hist. Tidsskr. II. S. 339 flg.
teres, thi denne var Militær og kunde saaledes paastaa Fritagelse. Da disse Poster udsattes til Ansvar, betalte Hasse, men da man nu ogsaa forlangte større Rangskat af ham for hans 4 Skriverkarle, svarede han, at de fik betale selv, «saasom mig til Kancelliets Underholdning, Betjenternes Lønning nu i over halvtredie Aar ikke en Skilling er betalt». Det hjalp dog ikke. (Norske Samlinger, 8vo, II. S. 479–480).
