Aar og 1659 atter paa nye tolv Aar. Den Told, hvorfor han sparedes gjennem sine Privilegier, udgjorde for Aarene 1658–1660 alene ved Christiania Toldsted 15,976 Rdlr., medens han ved Siden deraf ogsaa andensteds drev baade Indførsel og Udførsel toldfrit. Misfornøielsen var selvfølgelig stor. Regjeringen synes imidlertid at have fundet, at han gjorde Nytte ved at give Handel og Industri et større Opsving i Landet. Man har ogsaa sammenlignet hans Stilling i Norge med Louis de Geers samtidige i Sverige.
I Christiania boede han i Nærheden af Pipervigen paa et Sted, der længe kaldtes Marselienborg og i vort Aarhundrede har været bekjendt under Navn af «Fru Grünings Løkke»; de store Havetomter ere nu inddragne under sædvanlig Bebyggelse. I sine senere Aar, da muligens hans Formuesforfatning gik tilbage, opholdt han sig jevnlig i Kjøbenhavn. Her døde han ogsaa 20de Marts 1663[1]. Skjønt ikke bosat i Norge havde ogsaa Broderen Gabriel store Eiendomme her i Landet.
Ogsaa af det nys oprettede norske Postvæsen havde Selio Marselis faaet Overbestyrelsen, og han efterfulgtes i denne Egenskab af sin Søn Gabriel, men denne unge Mand fik en sørgelig Skjebne, idet han i Slutningen af 1671 stak sig selv ihjel i Hamburg. Grunden var ulykkelig Kjærlighed. Om hans Lig, der paa Grund af hans Selvmord ikke skulde begraves paa sædvanlig Maade, opstod der Tvist, idet hans Cousine, Enken Berens i Wandsbeck, reklamerede Liget og efter lange Forhandlinger beholdt det trods Præsteskabets ihærdige Protester[2].
- ↑ Hans Liv er – bl. A. efter et til hans Begravelse efter Datidens Skik udstedt Universitetsprogram som Kilde – udførligt fortalt af M. Birkeland. i «Smaaskrifter», tilegnede Dr. A. F. Krieger. Kbhvn. 1872. S. 219–222. Dødsdagen sees af Biskop J. Bircherods Dagbøger, udg. af Molbech, S. 85.
- ↑ Danske Samll. 2. R. III, S. 312 (Indberetning fra den svenske Gesandt i Kbhvn.), men fornemmelig O. Beneke, Von unehrlichen Leuten, Hamburg, S. 245–246: «Ein grosser Kampf entbrannte 1762 (Skrivfeil for 1671) Decbr. um die Leiche eines schönen jungen Mannes, Leonard (sic) Marseelsen oder Marsellis, niederländischer Herkunft, aber als Generalpostmeister für Norwegen in dänischen Diensten. Auch hier war unglückliche Liebe die Ursache, weshalb er sich eines Morgens am Elbdeich mit seinem Degen das allzuheisze Herz durchstach. Er war ein Vetter der Herrin von Wandsbeck, Wittwe Berens, welche seine Leiche reclamirte und nach mehrtägigen Debatten gegen Protest des Ministeriums wirchlich behielt».
