der under sin Mands Fraværelse ved Wienerkongressen havde Forsædet i den danske Regjering. Med Prindsen fulgte endel Venner, der ikke vilde forlade ham, saaledes Falsens Medarbeider i Grundlovsudkastet, Lektor Adler, endvidere Grev Vargas Bedemar og Oberstløitnant Brock, en norskfødt Mand, hvis Opfatning af Begivenhederne i 1814 siden er bragt tiltorvs i Literaturen af Grosserer Julius Rée i Kjøbenhavn. Den bedste af dem, der ledsagede Christian Frederik, var udentvivl Greve Frederik Adolf Holstein. Denne retsindige og oplyste danske Adelsmand havde fulgt Begivenhederne i Norge med stor Interesse og oversendt Christian Frederik et Udkast til en norsk Forfatning, medens Rigsforsamlingen sad samlet. Efterat have erfaret hans Thronfrasigelse begav han sig personlig til Norge for at trøste sin Herre og fulgte nu med ham paa «Bornholm»[1]. Fredriksværns Fæstning gav Christian Frederik en kongelig Salut ved hans Afreise. Overfarten var temmelig haard og næsten farefuld. Først den 4de November, paa Norges og Sveriges Foreningsdag, steg Prindsen iland ved Aarhus, hvor en talrig Folkemasse modtog ham med den Hengivenhed, hvorved det danske Kongehus’s Medlemmer altid have kunnet glæde sig.
Af Christian Frederiks egentlige Kamarilla var rimeligvis Oberstløitnant Haffner den eneste, som forblev i Norge. Løitnant Schwartz dvælede vel nogle Uger i Christiania, men blev, da han, og det maaske med Grund, ansaaes som Spion, udvist af Regjeringen[2]. Samtidig foregik ogsaa en anden Udvisning af Riget. Efterat nemlig en patriotisk Indsender i «Intelligentssedlerne» havde paaklaget det Grundlovsstridige deri, at en Jøde ved Navn J. Franche, trods Grundlovens § 2, opholdt sig i Byen, betydede øvrigheden Jøden, at han maatte reise. Han reiste da efter den Erklæring i det samme Blad, «at han haabede, at de Mænd, med hvem han havde gjort Bekjendtskab, ei skulde negte ham sin Agtelse, da han ingen anden Brøde havde begaaet, end den at bekjende sig nu og fremdeles til den mosaiske Religion».
Den fattigere Del af Befolkningen i vor Hovedstad havde ogsaa i det mærkelige Aar 1814 stundom lidt Mangel paa de første Fornødenheder. I de første Maaneder af Aaret lod Magistraten Brød bage og for en vis billig Pris udsælge til Byens og
