og først sent, om !nogensinde, ganske forsonedes med de nye Forhold. Deriblandt vare unegtelig flere af Datidens intelligenteste Mænd, som f. Ex. Professorerne Sverdrup og Hersleb og Provst Frederik Schmidt, hvilken sidste nogle Aar senere endog forlod Landet for «Svecus’s» Skyld. Omvendt var der Andre, som ikke lagde skjul paa sin Glæde over Statsforandringen[1]. Men begge disse Partier dannede tilsammentagne en Minoritet, den store Mængde forholdt sig naturligvis her som overalt og altid temmelig ligegyldig, efterat Foreningen var bleven en fuldbragt Kjendsgjerning. Carl Johan, allerede fra nu af Norges egentlige Regent, forblev kun en kort Tid i Christiania, væsentlig sysselsat med Dannelsen af det nye Statsraad, paa hvis Sammensætning Grev Wedel, som bekjendt, fik den største Indflydelse. De forrige Statsraader bleve staaende, paa Carsten Anker nær, (dog traadte Rosenkrantz allerede efter et Par Maaneders Forløb frivillig ud); forøvrigt optoges som nye Medlemmer væsentlig Tilhængere af det forrige saakaldte Selvstændighedsparti. Oppositionen kom derfor i saadan Forlegenhed for Kæremaal, at den maatte gribe til at insinuere, at «Svecus’s» Hensigt med at vælge saadanne Statsraader havde været at svække Storthinget ved at berøve det de bedste Repræsentanter.
Under sit Novemberbesøg gav Carl Johan naturligvis flere Festligheder, saaledes f. Ex. et stort Bal, hvor 450 Gjester vare indbudne. For den store Mængde fik han Anledning til at vise sig ved en Ildebrand, som Søndagen den 20de November udbrød paa Reberbanen. «Hans Kgl. Høihed Kronprindsen og hans Søn, Prinds Oscar, vare (hedder det i «Intelligentssedlerne») blandt de første, som indfandt sig. Hans Kgl. Høihed viste i Øieblikket sin vante Virksomhed, tog strax Del i Slukningens Bestyrelse, lagde endog umiddelbar Haand paa Arbeidet ved at tage Sprøitestraalen og lede den did, hvor Ilden var farligst. Hans Kgl. Høihed ytrede sin høieste Tilfredshed med Politimesterens og øvrige Brandbetjentes raske og forstandige Opførsel. Politimester Michelsen har af Hans Kgl. Høihed faaet en Gulddaase for sin udmærkede Opførsel».
Storthinget havde ansøgt om, at Carl Johan maatte blive udnævnt til Norges Vicekonge og altsaa tage fast Ophold i Christiania. Et saadant Andragende kunde naturligvis ikke indvilges, og
- ↑ Herom henvises forøvrigt til min Afhandling: «Stemninger i Danmark og Norge i Anledning af og nærmest efter Adskillelsen» («Vidar» B. I).
