skulle have deltaget i optøierne mod Haxthausen, Præsten Niels Wulfsberg, kommen i Forstaaelse med General Björnstjerna, der som svensk Kommissær opholdt sig i Byen. «Han vil være en Folkets Mand og paastaar bestandig, at han har staaet paa en daarlig Fod med Prinds Christian», skriver Björnstjerna, og det fremgaar af dennes Breve, at Wulfsbergs Blad «Tiden» nu inspireredes af den svenske General.
Hvad Christian Frederik angaar, var dog den nævnte Avisredaktør ikke den eneste, som skiftede Mening. Ingen kan vel
hurtigere og fuldstændigere have tabt sin Popularitet, end Kongen efter Fjortendagsfelttoget og Konventionen. Havde man før overvurderet ham, dømte man nu vistnok altfor strengt. «Over Kongen (skriver Pavels den ute September) bryde nu fast alle Staven. Fra overdrevne Forventninger til Fordømmelsesdom, naar disse ei opfyldes, er Overgangen ei ualmindelig, og man kan ikke rose den. Men at Sorgen over at se Forventningen saa aldeles skuffet blandes med Indignation og Harme, det kan undskyldes». Kun i de Dele af Landet, hvor Christian Frederik ikke var personlig kjendt, og hvor man paa Grund af Frastanden ikke kunde dømme klart om Begivenhederne, vedligeholdt hans Nimbus sig endnu en Stund. En af Bergens Repræsentanter foreslog saaledes Aaret
