det havde en Felt-Mundering, graa, blaa eller grøn, hvilket Korpsets Chef vilde indmelde, saasnart det er Tilfældet. Moss, 3die August 1814. Christian Frederik.» I denne kongelige Skrivelse fandt Korpset en yderligere Grund til at negte Deltagelse i den dengang overmaade trykkende Transportskyds, hvorfra det ogsaa gjennem sine Privilegier formente sig at være fritaget.
Førend den kortvarige Krig udbrød, kom, som bekjendt, fremmede Diplomater til Christiania. Den første af disse var Engelskmanden Mr. J. P. Morier, Lord Castlereaghs Privatsekretær. Han kom iland i Arendal og blev, da hans Ankomst var rygtedes, modtaget i Drammen af statssekretær Holten. Hans medbragte Noter udtalte bestemt nok Englands uforanderlige Beslutning at understøtte Sverige, men hans personlige optræden gav Anledning til adskilligt Ræsonnement. Mod Diplomaters sædvane indlod han sig i næsten aabenmundede samtaler med Creti og Pleti, og det paastaaes som sikkert, at han ligefrem ytrede Bifald med Nordmændenes Færd, skjønt det sagtens er rimeligere, at hans Ytringer misforstodes og lempedes efter Nationens Ønsker med den under saadanne Omstændigheder naturlige Lettroenhed. I Drammen holdtes Selskab for ham hos Niels Omsted, men her behandlede man ham saa overdrevent fidelt, at man «tilsidst næsten aftvang ham Uhøflighed». I Christiania tog han Bolig hos General og Statsraad Haxthausen og omgikkes i det Hele jevnlig med Kongens nærmeste Venner. Han skal senere, fortælles der, som engelsk Diplomat i Dresden have betroet en Mand, der havde spillet en Rolle i 1814 (man mener Lektor Adler), «at Castlereagh havde bedet ham undersøge, om det var tænkeligt, at Christian Frederik som Hærfører kunde byde Carl Johan Spidsen, da man i saa Fald nok kunde være tilbøielig til at komme Nordmændene til Hjælp, men da hans Indberetning gik i modsat Retning, toges ogsaa modsatte Forholdsregler».[1] Morier forblev i længere Tid i Byen og gjorde Reiser om i Landet lige til Thelemarken. Hans fortsatte Ophold gav Sangvinikerne end større Mod, thi man havde hele Tiden hengivet sig til det Haab, at England tilsidst skulde tage sig af Norge; i Parlamentet var faldet Ytringer, der vidnede om Sympathi for Nordmændene, og Christian Frederik selv havde, trods hans Udsendinges ringe Held, stedse søgt at vedligeholde denne Drøm hos sine Undersaatter.
- ↑ H. P. Gjessing, Christian VIII.s Regjeringshistorie.
