(hvor skulde man i Farten faaet Regalier fra?), Andre holdt for, at det kun var en Fornøielsestur, men selv har Christian Frederik i sin Dagbog oplyst, at Reisen skeede «for at vinde Tid». Allerede før Prindsen forlod Christiania, havde han gjort Bekjendtskab med Throndhjems Biskop, den høit begavede og kundskabsrige Dr. theol. P. O. Bugge. Denne Mand, hvem den daværende Kancellipræsident (Christianias tidligere Stiftamtmand) Frederik Moltkes Yndest havde hævet paa Bispestolen (1804), havde i de sidste Aar været alt andet end vel anskreven hos den danske Regjering. Hans spydige og ikke altfor vel overveiede Embedsskrivelser havde i den Grad opirret Kancelliet, at der underhaanden fra en Ven var tilflydt ham Underretning om, at man tænkte paa at afsætte ham fra hans Embede; man har paastaaet, at den kommanderende General nordenfjelds, den gamle G. F. v. Krogh, havde Fuldmagt til naarsomhelst at suspendere Bugge og konstituere Kapellanen Nils St. Schultz (?) som hans Eftermand. Hos Christian Frederik kom derimod Bugge til at staa i høieste Gunst. Bispen skrev Sange til Prindsens Ære, kaldte ham «vor Sverre», «vor Hakon», forsikrede; «at altid skal Klippens erkjendtlige Sønner signe den Throne, som Christian bar» o. s. v. Christian Frederik skjænkede Bugge Brugsret til en Kronen tilhørende Gaard og lod ham siden komme efter til Eidsvold, hvor Bispen, (hvem man benævnte «Bifrons theologus»), skjønt ikke Repræsentant, gjorde sig meget bemærket under Rigsforsamlingen[1].
Paa Tilbageveien fra Throndhjem holdt Prindsen det saakaldte «Notabelmøde» paa Eidsvold 16de Februar. Han kaldte sig herefter Regent og omgav sig med et Regjeringsraad (Haxthausen, Jonas Collett, Sommerhjelm, N. Aall, Carsten Anker og Rosenkrantz). Men den Embedsmand, som hidtil maaske havde staaet Christian Frederik nærmest, forlod Landet. Det var Stiftamtmand Thygeson. I adskillige Aar havde, som vi have hørt, denne virksomme og duelige Mand været ansat i Norge, først som Amtmand paa Hedemarken, dernæst som Stiftamtmand i Christianssand, hvor Broen over Otteraaen bærer hans Navn, og hvor han med stor Iver tog sig af Provideringen, og endelig i Christiania Ved sit Ægteskab med Louise Pløen[2] var han indlemmet i Chri-
