Medens Publikum begyndte at faa Nys om den sande Sammenhæng
med Freden, Norges Afstaaelse, foretog Christian Frederik
sin Reise til Throndhjem. Han drog frem over Dovre, tilbage
over Røros. Hans Følge fra Christiania bestod af lutter Danske
eller Fremmede, allesammen lidet betydelige Personer, som kun
fik nogen Interesse derved, at de tilhørte hans Kamarilla. Først
Etatsraad Holten, et stykke af en Poet, sekretær ved Statholderskabet
og snart Kong Christian Frederiks Statssekretær (i en følgende
Tid hans Sekretær ved Guvernementet over Fyens stift),
dernæst Oberstløitnant Haffner, «en Person, til hvem Prindsen
havde Fortrolighed i personlige Anliggender»[1], videre Fusentasten
Løitnant Schwartz, søn af en kjøbenhavnsk Skuespiller, om hvem
senere vil forekomme mere[2], og endelig Eventyreren Edvard
Romeo, Greve af Vargas Bedemar, en af de mangfoldige tvivlsomme
Literater, af hvilke Christian Frederik sit hele Liv omsværmedes.
Vargas Bedemar kaldte sig Johanniter-Ridder eller «Ridder
af Malta» og hørte til de ivrige samlere af Ordener og Medaljer.
Norge bereiste han i Aarene 1810–14 som Mineralog og udgav
siden en Reisebeskrivelse i to Bind[3]. Med disse Mænd, hvortil
dog paa Eidsvold Carsten Anker sluttede sig[4], drog Prindsen
nordover. Man talte forskjelligt om Hensigten med Reisen. Nogle
førte det urimelige snak, at det var Christian Frederiks Hensigt at
lade sig udraabe til Konge af Thrønderne, ja endog at lade sig krone
- ↑ J. C. Bergs Ord.
- ↑ Schwartz var oprindelig juridisk Kandidat og blev allerede i Danmark Adjutant hos Christian Frederik. I Personalhist. Tidsskrift, 2. R. V. S. 45 har jeg meddelt nogle Oplysninger om ham tilligemed endel af ham under Opholdet i Norge skrevne Breve.
- ↑ «Saasnart jeg hørte, at Vargas var en af Prindsens Fortrolige, (sagde den svenske Regjeringsraad Wahlström), vidste jeg strax, hvad Klokken var slagen». Af Vargas’s Reisebeskrivelse (Reise nach dem hoben Norden. 1–2. Frankfurt a. M. 1819) hidsættes hans Ytringer om Selskabslivet i Christiania: «Der ligger i Indbyggernes Tone en vis Selvtilfredshed, en Ligegyldighed for at behage, som maa støde fremmede. Hertil kommer en Tilsidesættelse af det smukke Kjøn, hvilket næsten allerede ved det ubegribelige Omfang af den norske Økonomi (!?) indskrænkes alene til Udøvelsen af husholderiske Dyder. Damerne sidde stille ved Siden af hinanden med sit Arbeide og nærme sig kun da til de i Tobaksrøg indhyllede Spillere, naar de bære Aftensmaden om iblandt dem. Enhver forlovet Pige er unddraget Mænds Opmærksomhed» o. s. v.
- ↑ «Jeg kan for Øieblikket ikke undvære Anker, han og jeg ere de Eneste, som kunne skrive Fransk; det er dog virkelig en Gru», skriver Prindsen i sin Dagbog (S. 15).