have vandret saa vidt omkring. Hvor tungt vi føle savnet af vore Bøger[1], behøver jeg ei at sige Dem. Jeg har syv Bøger med mig! Selv mine Excerpter fra Kongens Bibliothek o. s. v. ligger i Kjøbenhavn. Skolens meget gode Bibliothek er vor eneste Trøst.
Naar De seer Bonnevie, da hils ham ret meget og ret venlig fra mig. Hans Nora til Svea[2] har ubeskrivelig glædet mig. Jeg forelæste den for mine Tilhørere den samme Dag, da jeg havde endt Forelæsningen, thi den var, som tonede den fra mit Inderste».[3]
Mere end et Tegn tyder imidlertid paa, at det nye Universitet neppe vilde have kommet til at svare til Forventningerne eller overhoved blevet af større Betydning, dersom ikke den store politiske Revolution saasnart havde fundet Sted. De mangfoldige Fordele, som det Kjøbenhavnske Moderuniversitet selvfølgelig besad og maatte besidde fremfor den nye Stiftelse i Norge, vilde i Længden med Nødvendighed have trukket baade de bedste Lærere og de dygtigste Studerende bort fra Christiania. For mangfoldige af de sidste var Reisen til Kjøbenhavn ligesaa let som til Christiania eller endog lettere, og Adgangen til at vinde en videre Synskreds og til at knytte fordelagtige Forbindelser var selvfølgelig størst i Rigernes fælles Hovedstad. Den i Regelen forstandige og nøgterne Iagttager af Datidens Forhold, Pavels, har indseet dette, og man vil jevnlig i hans Dagbøger finde Ytringer, der tyde paa ringe Forventninger om Universitetets Fremtid under de dengang endnu bestaaende Forhold. Disse Betragtninger kunne endnu have praktisk Betydning, naar der, som af og til i de sidste Aar er skeet, er blevet skrevet og talt om Muligheden af et nyt Universitet i Norge, navnlig om et vestlandsk, saakaldet «Menigheds-Universitet» i Bergen, Planer, der dog vistnok altid ville vise sig at være utopiske[4].
- ↑ Den store kongelige Gave til det vordende Universitetsbibliothek kom, som bekjendt, ikke op til Norge førend efter Rigernes Adskillelse, og Universitetet havde foreløbig ingen Bogsamling.
- ↑ Cand. theol. og Løitnant Bonnevie (senere Sognepræst til Kongsberg og tilsidst Øiestad), en enthusiastisk patriot og Svenskehader, havde just udgivet et Digt med saadan Titel. Det begyndte saaledes:
«Vanslægtet Søsterland! ufrie Dverges Hjem,
Jeg nævner dem med Gru, en skjændsel for sin Stamme». - ↑ Breve til P. Hjort, I, S. 15 flg.
- ↑ Cfr. «Morgenbladet» 1882 No. 15, 69 og 163 samt 1883 No. 54 og 60.
