bidrog han selv end yderligere ved sit Hovmod og sin Forfængelighed. Han skal have anlagt Statholderplumage i Hatten, lod sig kalde Excellence o. s. v., ja tillod sig Ytringer som denne: «Saalænge jeg har Bestyrelsen af dette Land». Forøvrigt blev ogsaa Kaas paa sin Maade berørt af den skandinaviske Stemning, som paa denne Tid laa i Luften. Den 7de Mai skrev han til Kongen: «Ved min Ankomst til Norge fandt jeg Alle elektriserede ikke blot af Ønsket, men ogsaa af Muligheden af de tre nordiske Rigers Forening i nærværende Tid, og Prindsen af Augustenborg uafbrudt beskjæftiget med det, som paa nogen Maade kan føre til dette store Maal. Gud give, at Deres Majestæt kunde i dette Øieblik høre Prindsen tale om denne Sag og se den Iver, der besjæler ham, saaledes, som jeg dagligen er Vidne dertil». Men Kaas’s skandinavisme gik ikke videre end til Ønsket om Udvidelse af Kong Frederiks eller dennes Børns Herredømme. Efter at Christian August var bleven valgt til svensk Thronfølger, indlod Kaas sig i Underhandlinger med Intriganten Armfeldt, og de enedes om, at den afsatte Gustav den fjerdes tiaarige Søn skulde giftes med Kong Frederiks sextenaarige Datter, og Nordens Forening ad denne Vei opnaaes paa Christian Augusts og Christian Frederiks Bekostning, en eventyrlig Flyvetanke, der naturligvis blev uden enhver Følge.
Under alt dette gik, som man kan vide, Kaas’s og Prindsen af Augustenborgs indbyrdes Forhold over til et aabenbart Uvenskab. Mest tydelig kom dette til at vise sig ved det saakaldte «Prindsegilde» paa Ulevold i August 1809 hos John Collett, hvis Hus dengang, som vi have seet, var det splendideste i Christiania. Her vare to Prindser tilstede, nemlig Prinds Christian August, der den 18de Juli var valgt til Sveriges Kronprinds, uden endnu at ville modtage Valget, og derefter 25de Juli var udnævnt til dansk Feltmarskalk og statholder i Norge, og den danske Konges Svoger, Friedrich af Hessen, Søn af den ovenfor oftere omtalte Carl og nu udnævnt til Undergeneral i Norge og bestemt til at kommandere ved det Indfald i Sverige, der endnu ikke var opgivet af Kongen. Hele den fornemme Verden i Christiania var indbuden tilligemed de notable Fremmede, der befandt sig i Byen, mellem dem Jacob Aall. Ved Desserten udbragte Verten Kongens Skaal, der ikke alene tømtes med Kulde, men som endog «en af de mest agtede Mænd i Forsamlingen» undlod at drikke. Saa kom Christian Augusts Skaal under ustandselig Jubel, medens den hessiske Prinds maatte nøie sig med en almindelig Hyldning». Collett foreslog
