Ankers fortræffelige Kones Sarcophag (?) i en nysselig Bosquet, saa et Menageri med en stor Park, omhegnet af et smagfuldt Gitter; indenfor dette kneisende Svaner og skjønne amerikanske Ænder, noget større end vore Gjæs. Saa kom vi til et Jagthus med vældige, smidige Hunde, der gjøede af fuld Hals indenfor deres Trælverk, saa en Mængde Templer og Møller og forunderlige Ting, vi ikke kom ind i; det var Husmands Huse, et, som var en Smedie, var udvendig smukt dekoreret som et Vulkans Tempel. Ende1ig – slet ikke trætte – hvilket man jo ikke bliver, naar Sjelen frydes, – kom vi til Hr. Colletts store Landhus. Der var strygende Dands for Ungdommen, Billard og alskens Morskab for os andre. Saa til Bords, exquise 3 Retter, Confiturer og Is. Søetatens Skaal, min Skaal, endelig ombord og i Seng Kl. 2. Det var en mærkelig Dag.»[1] Endog Ludvig Philip har været paa Ulevold, og Collett skal selv have kjørt ham op til sit Hjem.
- ↑ C. J. Anker, Kontreadmiral Hans Christian Sneedorffs Personlighed og Virksomhed, 1759–1824, Chra. 1884, S. 234–235. Et Sidestykke til Sneedorfs Skildring finde vi hos en fransk Reisende La Motte (Voyage dans le Nord de l’Europe dans l’année 1807. A Londres 1809. 4. P. 26 sqq.). Deraf kan hidsættes: «Vi vare indbudne med et Selskab af 40 af Landets fornemste Personer. Retterne bleve serverede, og der var profusion & varieté af Vine. Verten og Vertinden vare overmaade forekommende og elskværdige. Før Deserten reiste man sig; Enhver tog den Dame, hvem han havde givet Haanden, da man gik tilbords, thi det er Skik i Norge, at man aldrig i Selskaber gaar alene, men to og to; er der ikke Damer, vælger man en Herre. Chacun donc reprit sa chacune sous les bras, Verten aabnede og vertinden med sin Kavaler endte Toget. Man bevægede sig ned i Haven, hvor der befandt sig Pavilloner, prydede med de berømteste Botanikeres Buster. Man hørte nu Musik og tog Plads i en Lund af Lindetrær. Jeg havde troet, at man ikke kjendte Desert i Norge, men i dens Sted kun brugte at spadsere. Hvilken Enfoldighed! Et stort Bord stod dækket for os her mellem Lindetræerne, bedækket med Frugter og de herligste vine, Malvasier, Constantia, Tokayer o. s. v. Musiken standsede, og Vertinden sang norske Arier. Man drak Toaster, og der spilledes God save the king. Efter at have tilbragt to Timer ved Deserten reiste man sig og gik atter parvis til en Pavillon, hvor Vertens Niece serverede Kaffeen. Paa den ene Side af Pavillonen var et Kapel, helliget Ceres, paa den anden et lignende for Bacchus; i det første serveredes af en Dame fromage à la crème, i den anden af en Nymfe Vin du Hoc femti Aar gammel. Herfra gik man til en Furulund, og Musiken blev nu holdt i en mere sørgmodig Tone. Thi i Midten af Lunden var en liden Høi, hvor Værten havde ladet anbringe et Monument for sin afdøde Fader (James Collett) med den Indskrift: «Optimo Patri, Civi bene merito – par son fils unique». Dette Sted forlod man i Taushed, og kom nu til en Grotte, hvor der var et lidet Vandspring med fortræffeligt Vand,
