betjents Rolle og forklædt eftersporede Tyvene. Han forflyttedes i det nævnte Aar til Eker som Sorenskriver og døde der 1826[1].
De høiere Klassers selskabsliv maatte selvfølgelig nu blive meget tarveligere end før, og Avisindsendere advarede ogsaa stadig mod Luxus. Men man kom dog fremdeles sammen og morede sig, efter Samtidiges Vidnesbyrd, fortræffelig. I nogle Optegnelser om hine Dage[2] gjøres følgende, vistnok sande Bemærkning: «Det er ikke Hensigten at ophøie den forbigangne Tid paa den nærværendes Bekostning; Hver Tid har sin lyse og sin mørke Side, men den Munterhed, som da existerede, er ikke mere, det synes, som dens Genius er bortfløien. Man undværede Ting, som man nu ikke kan gjøre sig Ide om, men man var mere sorgløs, tog Verden, som den var, med et let Sind». De Dannedes kjæreste Fornøielse, Theaterforestillingerne i Grændsehaven, bleve fortsatte, ja man spillede nu Komedie med endnu meget større Iver end før, Theatret toges nemlig i Patriotismens Tjeneste og blev nu aabnet for det store Publikum mod betalt Entree, istedenfor at der før kun havde været Adgang for det dramatiske Selskabs Medlemmer. Indtægten gik til Hjælp for trængende Familier, hvis Forsørgere sad fangne i England eller, efter Fredsbrudet med Broderfolket, udkommanderedes mod Svensken. Billetten kostede en Rigsdaler «eller om Nogen goddædigen vilde give mere». Af Repertoiret i den første Krigstid kan nævnes: «Bortførelsen», «Gevinsten i Klasselotteriet», (i hvilket Stykke den unge Enke Fru Hagerup, senere Fru Aars, især glimrede), «Han har sin Næse allevegne», «Virtuosen No. 2», «Figaros Bryllup», «Korsikaneren», «Den sorte Mand», «Den gamle Skuespiller» o. s. v. Det var selvfølgelig især af Embedsstanden, at man fik de bedste Skuespillere, og dette gav siden den forresten saa godmodige Prinds Friederich af Hessen Anledning til den Sarkasme, at Christiania havde et fortræffeligt Theater, og ved Siden af at spille der havde Embedsmændene ogsaa andre Forretninger, naar de havde lidt Tid tilovers fra sine Roller. Det var overhoved nu Privattheatrenes Guldalder; enhver
- ↑ En smuk Skildring af denne Mand og hans Hus findes i Gustava Kiellands «Erindringer af mit Liv», S. 62 flg. Se forøvrigt P. Holmsen, «Christiania Politis Historie», S. 121 flg.
- ↑ De samme, hvoraf vi S. 233 anførte nogle Prøver om Bernt Ankers Opførsel efter H. Colbjørnsens Død, nemlig Fru Munchs, (nu trykte i «Skill.-Magazinet»).
