(«naar Rosenkrantz mødte Vanskeligheder ved Embedsforretninger, som strax maatte afgjøres, tænkte han altid: hvorledes vilde General Wackenitz i et lignende Tilfælde forholde sig?»). Ved en Arv kom Rosenkrantz i Besiddelse af en ikke liden Formue og indgik nu Ægteskab, men Christiania forekom ham dog altfor kostbart som Levested, og han nedlagde 1790 sit Embede for at blive Landmand i Jylland. Snart blev han imidlertid Enkemand og vendte da i 1794 atter tilbage til Norge som Præsident i Magistraten for Christiania og Bragernes og giftede sig derpaa igjen. Denne hans anden Hustru var en af de ædleste Kvinder, vor Bys Historie kjender, Maren Juel, en Søster af Zahlkasserer J., der rømte i 1784. Hun havde først været gift med zahlkasserer Holter, efter hvem hun fik saa store Eiendomme, bl. a. Hafslund, Borregaard og Ljan, at hun efter Stiftamtmand Moltkes Oplysning i et Aar havde havt en Nettoindtægt af 80,000 Rdl. Bernt Anker holdt en Mindetale over Holter, hvori han udtalte det Ønske, at Enken med sin store Formue «intet Tillæg vilde gjøre til de flyttede Millioner fra Norges Fjelde til de lave Sletter», med andre Ord ikke lade sig bortgifte til Danmark. Dette blev da heller ikke Tilfældet, thi hun ægtede snart (i 1791) Generalauditør O. C. Wessel, Digterens Broder, der døde 1794. Endelig blev Rosenkrantz, der var tretten Aar yngre end hun, hendes tredie Mand i 1796. Hun døde barnløs 1815, afholdt af Alle for sin Godgjørenhed og sit kjærlige Sind[1]. Af den store Formue, dette Giftermaal bragte ham, ansaa Rosenkrantz sig dog aldrig som Eier, men kun som Bestyrer. Siden 1804 var han Amtmand i Smaalenene, hvor hans Kones vigtigste Eiendomme laa, og kaldtes nu til Sæde i Regjeringskommissionen, hvor han blev et agtet Medlem[2].
Om Stiftamtmand Gebhard Moltke, der neppe nogensinde betragtede sin Stilling i Norge som mere end midlertidig, er lidet
- ↑ Pavels skriver den 20de Februar 1815: «I Eftermiddag henslumrede den ærværdige Fru Rosenkrantz sødt og vist saligt, thi hun var et sjeldent Menneske. Ikke ubekjendt med Lidelser, bar hun dem med uforandret Aandsstyrke, og hendes Aasyn bar Præg af den høie Ro, der thronede i hendes Sjel. Elsket, æret og beundret var hun af Enhver, som kjendte hende, og efter sin Død vil hun længe savnes i den Kreds, hvis prydelse hun var. To saadanne Kvinder, som hun og Mor Koren, ere yderst sjeldne. I en Tid af to Maaneder forlod de begge Jorden; fjern og nær, saavidt mit Bekjendtskab strækker sig, søger mit Øie deres Lige og finder Ingen.» (Dagb. Optegn. 1815–16, S. 30–31).
- ↑ Rosenkrantz har selv fortalt sit Levnet i Hermoder, 2den Halvaargang. Chr.a 1822, No. 36, 37.
