juridisk Examen, og Carl Deichman er ikke engang bleven indskreven ved Kjøbenhavns Universitet. Han fik Plads mellem Pagerne og blev 1726 Hofjunker paa Faderens Velynderskes, Dronning Anna Sophies, Fødselsdag den 16de April, hvorefter han reiste udenlands for at studere Bergvæsenet. Men i 1730 blev Biskopen afsat og Sønnen dermed fjernet fra Hoffet. Han blev vistnok senere Assessor i Overhofretten med Kancelliraads Titel, men allerede 1738 synes han at have opgivet denne Stilling, og sit hele følgende Liv tilbragte han som Privatmand i stille Ubemærkethed. Hans Opholdssted var fordetmeste Porsgrund, da han var Medeier i flere af Omegnens Jernværker, en Tid bl. a. i Fossums. Han døde ugift den 21de April 1780.
Carl Deichmans Liv var imidlertid alt andet end uvirksomt, det var et sandt otium cum dignitate, der i nogen Grad ligner Jacob Aalls paa Næs. Han studerede uafbrudt, og hans Bøger bære endnu Vidnesbyrd om, at han jevnlig læste med Pennen i Haanden. Hans Stilling som Værkseier havde bragt ham ind paa naturvidenskabelige Studier, men hans Tilbøielighed stod nærmest til Historie og Literaturhistorie, fornemmelig den nordiske. Han havde i sin Ungdom havt Anledning til at faa meget at vide om Samtidens og den nærmest foregaaende Tids Personer og Forhold, og som ældre vedligeholdt han fra sit afsides Opholdssted Brevvexling med Datidens mest udmærkede Mænd, saasom Hans Gram, Langebek, Suhm, Schøning, Hjelmstjerne o. s. v. Han optoges ogsaa som Medlem baade af det af Langebek stiftede «Danske Selskab» og af Videnskabernes Selskab (1758) efter Forslag af dets Præsident, Grev Otto Thott.
Selv var ogsaa Deichman Forfatter. Han udgav adskillige Afhandlinger, der optoges i det danske og det norske Videnskabers-Selskabs Skrifter, i hvilke hans dobbelte Interesser som Naturforsker og Historiker tildels fremtræde paa engang, idet han med Forkjærlighed beskjæftigede sig med Norges Bergværkshistorie. Man har vistnok ingen Grund til at antage at Deichman egentlig har levet noget Eneboerliv, thi i Porsgrund og dets Omegn fandtes en Kreds af ikke alene velhavende, men virkelig oplyste og dannede Eiendomsbesiddere og Negotianter[1], men nogen literær Cirkel
- ↑ Se Claus Pavels’s Autobiografi, S. 126, hvor Egnens Forhold omtales i meget anerkjendende Ord: «Porsgrund er af alle smaa og store Steder, jeg har kjendt, det eneste, hvor den fineste, mest urbane Verdenstone var forenet med ædel, blid, utvungen, ægte norsk Selskabelighed og Gjestfrihed».
