Det skulde, om ikke en Række af Uheld, som han ei kunde forudse, havde stillet sig i Veien for hans Planer, for Aarhundreder have grundlagt en velsignelsesrig Stiftelse, der allerede med Hensyn til Formue og Omfanget af sin Virksomhed vilde have langt overgaaet den Angellske i Throndhjem. Det Hele gik imidlertid, som man ved, tilgrunde. Først og fremst fremsatte Ankers Familie, skuffet i sine Forventninger om Arv, Odelsprætensioner paa flere af Testators vigtigste Eiendomme, dog saa, at Arvingerne erklærede sig villige til at frafalde sine Odelsfordringer, naar der udbetaltes dem 375.000 Rdlr. kontant og 39,000 Rdlr. om Aaret. Mærkelig nok bifaldt Administrationen dette Forslag, men (fornemmelig ved Magistrats-Præsidentens, den agtede Joh. Lausen Bulls bestemte Modstand, da Sagen kom til hans embedsmæssige Erklæring) blev Udfaldet alligevel tilsidst dette, at Ankers Testamente i det Væsentlige uforandret konfirmeredes af Kongen under 11te April 1806, dog saa, at med Hensyn til Odelsretten skulde forholdes efter Landsloven. Under samme Datum nedsattes ogsaa en Overtilsyns- og Forligelseskommission for Fideikommisset. Ved denne Kommissions Kjendelse lykkedes det imidlertid Odelsprætendenterne at faa sine Fordringer anerkjendte, dog først efter at have nedstemt dem til 200,000 Rdlr., der skulde betales efter nogle Aars Forløb, samt 20,000 Rdlr. aarlig for sig og Descendenter mod at frafalde de dem i Testamentet tilsagte mindre Legater. Ogsaa Frøken Falbe satte igjennem, at hun ifølge et udateret Gavebrev erholdt 50,000 Rdlr. og en aarlig Livrente af 2000 Rdlr. Hun blev siden gift med en Diplomat Selby[1].
Fideikommisset begyndte saaledes sin Virksomhed beladet med en upaaregnet Gjeld af 250,000 Rdlr. foruden de i Testamentet legerede summer til Beløb af 179,484 Rdlr. og desforuden med Broderbørnenes aarlige Pension 20,000 Rdlr., der svarer til 4 pCt. Rente af 500,000 Rdlr. Havde de for Trælasthandelen gunstige Konjunkturer vedvaret, havde dog Stiftelsen maaske kunnet bære alle disse Byrder. Men den lykkelige og blomstrende Handelsperiode afløstes af de Trængselsaar, der begyndte med 1807. De største Trælasthandlere kom nu Undergangen nær, deres Skove og Sagbrug bleve midlertidig næsten værdiløse, i Aarene 1808 og 1809 fandt saagodtsom ingen Udskibning Sted. Saa kom Pengevæsenets Forvirring og endelig efter 1814 yderst flaue og mislige
- ↑ Breve fra Danske og Norske, udg. af L. Daae, Kbhvn. 1876. S. 98, hvoraf man ser, at hendes bedaarende Skjønhed snart tabte sig.
