Berøring med ham. Hans Navn er saa nøie knyttet til Christianias og Norges Historie, at ingen Reisende, som har udgivet en Skildring af Landet fra Bernt Ankers Tid, har forsømt at bemærke det. Han var fortrolig med de bedste engelske Forfattere i næsten enhver Videnskabsgren og ikke lidet bevandret i andre Nationers Skrifter. Han var i Sandhed i alle Henseender et ganske ualmindeligt Menneske. Hvis der nogensinde var en Mand, hos hvem alle Betingelser vare forenede til at danne en Fædrelandsven, Statsmand, Samfundets Ven og Formynder, den Fattiges Hjelper i Nøden, det Offentliges Velgjører, Beskytteren af Geniet, Literaturen og Kunsten, da var det Bernt Anker. Nogle Reisende have talt om hans Forfængelighed: paa os virkede denne Svaghed, om den fortjente saa strengt et Navn, kun til at gjøre hans Selskab saa meget mere underholdende; ikke saa, at vi morede os paa hans Bekostning, men fordi vi gjennem hans formodede Egenkjærlighed saa en sindets Munterhed, som syntes at sige: Jeg vil være hvadsomhelst fra den stolteste Statsmand til den lystigste Deltager i en Blindebukleg, heller end at mine Gjester skulle kjede sig af Mangel paa Samtale eller Fornøielse, og vi følte os forvissede om, at en saadan Mand paa et saadant Sted som Christiania aldrig vilde kunne erstattes.»[1]
Bernt Anker var en kundskabsrig Mand, besad en ret betydelig Bogsamling og var virkelig fortrolig med de nyere Kulturlandes Literaturer. I et ovenfor meddelt Brev taler han om, at han «til Grunden forstod syv Sprog, sit eget inclusive». Denne Ytring har visselig en Form, der minder om Tybos Fortælling om de ti Sprog, hvori han kan udtrykke de Ord: «Jeg maa lave mig til», men det er dog en Sandhed, at Bernt Anker talte Engelsk og Fransk indtil Virtuositet, og at han var en god Latiner. Naturvidenskaberne dyrkede ban med stor Iver. I Aarene 1796–97 holdt han offentlige Forelæsninger over Fysiken i sin Bibliothekssal for indbudne Tilhørere, Herrer og Damer, paa samme Tid, som N. Treschow læste over Kants Filosofi og Dr. Müller over Chemi. Han var Medlem af flere lærde Selskaber, blandt andet af Videnskabernes Selskab i London. Hans trykte Skrifter bestaa mest i Epigrammer, Epiloger og Gravskrifter i forskjellige Sprog, samt en
- ↑ E. D. Clarke, Travels in various Countries of Europe, Asia and Africa, vol. X, London 1824, p. 364–65. 404, 456–57. (A. Collett, En gammel Christiania-Slægt, S. 164–165.)
