hende prægtigt og skjænke sin Frænde Sande Herregaard i Smaalenene. Den unge Mand havde ingen Lyst. Bernt Anker forlod ham da, laasede Døren og lod ham sidde indelukket i fem Timer, for at han kunde betænke sig. Men svaret blev uforandret. Bernt Anker skal derpaa selv have hævet sin Forlovelse[1].
Ikke længe efter døde Bernt Anker i Kjøbenhavn, 59 Aar gammel, den 22de April 1805. Det antoges almindelig, at hans Aandsevner i den sidste Del af hans Liv skulle have været noget svækkede, uagtet han i sin Levemaade da, som altid, var yderst nøgtern og afholdende. Hans egne Ord i Breve fra London 1804 tyde ogsaa herpaa.[2] Hans Lig førtes til Christiania og blev der bisat i hans Families Gravkapel ved Vor Frelsers Kirke. I Aaret 1817 blev imidlertid dette Kapel efter Overenskomst med Arvingerne overladt Byen til Eiendom og Kisterne flyttede til det ved Siden staaende Gravkapel for Familien Leuch. Her blev Bernt Ankers Kiste dog kun staaende, indtil Kommunen i 1835 bemægtigede sig det Leuchske Kapel til Sprøitehus. Nu bragtes Kisten ned i Kjælderen under Kirken; her bleve dens Sølvplade og øvrige Zirater stjaalne af Arbeidsfolk omtrent 1849. Endelig ere hans Levninger i 1871 nedsatte i et nyt særskilt indrettet Kapel i Kjælderen.
Af samtidiges Vidnesbyrd om Bernt Anker kan fremhæves et af en mere end almindelig bereist Mand, E. D. Clarke, tilsidst Professor i Mineralogi og Overbibliothekar i Cambridge, der besøgte vort Land i 1799. Han siger om ham: «Han var over almindelig Legemshøide, stærkt bygget og smuk. Hans Haar var efter den gamle Parisermode stærkt krøllet og pudret, og under hele Samtalen (det første sammentræf med Clarke) stod han ligeoverfor et stort Speil, opmærksomt mønstrende og ordnende de forskjellige Dele af sin Dragt, men i alt dette var der Intet af blot og bar Forfængelighed eller Affektation, det var kun, hvad der mellem Franskmænd vilde være blevet betragtet som en velopdragen Kavallers utvungne Livlighed – – –. I hans Hjerte havde Menneskenaturens bedste Egenskaber faaet Plads, og hans med Forstand vel udrustede og opfindsomme Aand lod i enhver Samtale et saa udstrakt Kjendskab til Verden og Bevæggrundene til Menneskenes Handlinger komme tilsyne, at det gjorde alle, som stiftede hans Bekjendtskab, begjærlige efter at komme i nærmere
