gens Nærhed liggende gamle Kirketomt, hvor den 1686 nedbrændte Trefoldighedskirke havde staaet, og hvor Johanneskirken nu er opført; her var dengang endnu Kirkegaard. Magistraten forespurgte nu hos Vor Frelsers Kirkes Direktion om, paa hvilke Vilkaar man var villig til at overlevere denne Tomt. Dette Spørgsmaal var dog alene en Formalitet, thi inden Svar kunde indløbe, tillystes allerede Licitation om Opførelse af Stalden, og høieste Bud gjordes af en Simon Knudsen, der for 1460 Rdlr. paatog sig at opføre en Bindingsverks Staldbygning for 60 Heste. Kirkedirektionen søgte vel en Stund at modsætte sig og anførte, at da «Vaterlands Kirkegaard» var aldeles opfyldt, tiltrængtes den gamle Kirketomt høilig til Begravelsesplads; i ethvert Fald maatte man forbeholde sig en anden ligesaa tjenlig Plads som Erstatning. Hertil toges imidlertid intet Hensyn, da «Hs. Durchlauchtighed ikke var at bevæge til at forandre sit Forsæt og Valg», dog lovede Magistraten «for nogenlunde at conciliere Prindsens Villie med Kirkens Interesse», at Stalden skulde blive borttagen, saasnart prindsen forlod Christiania. Nu maatte da Kirkedirektionen overlade Tomten, som den selv siger «for at vise vores Hengivenhed til Hs. høifyrstelige Durchlauchtighed, Prinsen af Hessen-Cassels Villies Opfyldelse», og «Prindsestalden» reiste sig paa Trefoldighedskirkens Grund. Den blev ikke nedreven, da prindsen reiste fra Norge, men overgik til Landmilitæretaten. En anden Del af Kirketomten overdroges siden en Raadmand Rosenfeldt til Benyttelse paa Grund af den ringe Løn, der var tillagt hans Embede, men (rimeligvis ved Forsømmelse fra Byens Side) blev dette Stykke, hvorpaa nu Byens Sparebank er opført, Kommunen frahævdet og overgik saaledes til privat Eiendom.
Disse Erindringer knytte sig til Prindsen af Hessens første Ophold i Christiania, der udentvivl har været det eneste kongelige eller fyrstelige, hvormed Byens Indvaanere have været misfornøiede[1].
De svenske Intriger havde ikke havt ret meget at betyde, og allerede i Slutningen af 1772 kunde Regjeringen lade Frygten fare. Der blev da fra alle Prædikestole i hele Norge oplæst en Kundgjørelse fra Kongen, hvori det bl. A. udtaltes: «Det er med yderste Misfornøielse og Foragt, at H. Maj. har erfaret de for de brave norske Undersaatters Troskab og Hengivenhed fornærmelige Rygter, som visse fremmede, imod Staten og dem selv Ildesindede,
- ↑ Se om «Prindsestalden» af Chr. Lange i Illustreret Nyhedsblad 1856, Nr. 6.
