Side:Daae - Det gamle Christiania.djvu/216

ligste Ungdom falder sammen med Digterens sidste Leveaar, bemerker ogsaa om ham i den Mindetale, hvormed han 1784 hilsede hans Søn velkommen i St. Olai Frimurerloge i Christiania: «Hans ædle Hjerte, hans venlige Omgang, hans oplyste Forstand, hans sjeldne Gaver, hans jevne Lune i en ved anspændte Kræfter udpinet Krop, var i hine muntre Ungdomsdage vores Vellyst og Glæde, vores Beundring og Mønster».^[1] Wilse siger ligefrem: «Venner nødte ham ofte til at indrette sin Levemaade efter deres, hvilket ei altid var gavnlig for hans svage Konstitution».

Det er et interessant kulturhistorisk Vidnesbyrd, der ligger i den Ytring, som forekommer i det første af de ovenfor aftrykte Breve, om nogle Damer i Christiania, hvis Dom Tullin tillægger saa stor Vegt, fordi «de røres ikke af Andet end det, som har Ild og tendresse». Den mærkeligste af dem var Fru Ditlevine Feddersen, født Collett, en ti Aar ældre Søster af Maidagens Heltinde. Hendes Mand, med hvem hun trods en Aldersforskjel af 28 Aar levede i et overmaade lykkeligt Ægteskab (1749–1769), var Magistratspræsident (tilsidst Konferentsraad) Nicolai Feddersen, en født Flensborger, der tidligere havde været Pagehovmester og udmærkede sig ved flersidige Kundskaber og fin Dannelse; han havde staaet i Forbindelse med Gram og Chr. Falster^[2] og tænkte i Christiania paa at oprette et historisk Selskab^[3]. Fru Ditlevine var en begavet og, som det synes, i alle Henseender fortræffelig Dame, der selv syslede med Poesien, og da Tullins Hustru var en Søsterdatter af hendes Mand, kom hun i nært Venskab og Kjendskab med vor Digter, i hvis Digte hun forekommer under Navnet «Dorinde». I 1760 skrev hun bl. A. en poetisk Hylding til Tullin, der medundertegnedes af nogle andre Damer og lød saaledes:

Saa skal det Ønske dog mit Hjerte tænde an,
Gid Bogstad staa i Flor, til Verden staar i Brand».

(Saml. Skr. I. S. 133).

1. Tidsskriftet «Iris» for 1793, 3die Kvartal, S. 23.
2. Se dennes Papirer i Univ.-Bibl. i Kbhvn.
3. Man maa her tænke paa, at der samtidig i Christiania levede en Mand med megen historisk Interesse, skjønt han aldrig lik noget udgivet, nemlig Jonas Ramus d. y., dansk af Fødsel, Justitiarius i Overhofretten 1761–1765. Han havde i sin Tid villet oversætte Torfæus. Med ham, der var Medlem af «Danske Selskab», tør Feddersen have staaet i Forbindelse. Se om Ramus Werlauff, Det kgl. danske Selskab, S. 15.