Side:Daae - Det gamle Christiania.djvu/20

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
2
INDLEDNING. DET GAMLE OSLO.

gang hos Sprogforskerne. Hvorledes det nu end forholder sig med Navnets Oprindelse, er det derimod sandsynligt, at dette oprindelig har været Betegnelsen paa et helt Distrikt eller Herred, men først senere udelukkende er fæstet ved den i dette anlagte By. Saaledes har ogsaa været Tilfældet med andre Stedsnavne, f. Ex. Throndhjem, Mandal. I Middelalderen finder man ogsaa ikke saa sjelden Navnet Gotland brugt om Staden Visby.

Oslo er som bekjendt anlagt af Kong Harald Haarderaade i det ellevte Aarhundrede, men det kan neppe være tvivlsomt, at Kongen allerede har forefundet et forlængst af sig selv opkommet Strandsted, hvor Oplandets Bønder have havt sine Baadnøst og drevet sin Tuskhandel. Det gamle Oslo laa mellem den nysnævnte Elv («Loelven») og et lidet, nu overbygget og til en Kloak forvandlet Vandløb, der i sin Tid hed Tøienbækken[1], men Søen har i gamle Dage strakt sig betydelig længere op, end nu er Tilfældet. Strækningen mellem Tøienbækken og den store Akerselv (Frysja) eller det nuværende Grønland var vistnok meget længe ubebygget. Endnu i 1591 var denne Elvs Brædder bevoxede med Oretræer, og her græssede Byens Kvæg[2]. Strækningen paa den østlige Side af «Loelven» kaldte man «Løkkerne», og her synes at have ligget en Forstad henimod Trælaborg (Alunverket). Hvor langt Bebyggelsen har strakt sig opover mod Landet tør være uvist; som Grændser angives her «Martestokke[3] (ved Galgeberget), Grinden paa Vaaler og derfra til Krossbrekka eller Korsbrinken, som gaar opad Egeberg». Den egentlige Bys Hovedgade strakte sig fra Broen over «Loelven» (Gjedebro) og hen til Leret; den benævntes Langstrædet eller Vestre Stræde og svarede til nuværende Oslo Gade. Fra «Øren» (Sørengen) ved Loelvens Munding forbi «Saxegaard»[4] løb Ørestrædet eller Søndre Stræde

  1. Adskilte endnu indtil den sidste Tid Grønland fra Leret.
  2. «Hyrdernes» Samtale i den poetiske Skildring af Christian IV’s Hylding begynder nemlig saaledes:

    Compulerant pecudes Corydon & Thyrsis in unum,
    Hic, ubi frondosis praecinctns Fresius alnis,
    Rura secat, vario penetrans Asloica plexu.

    (Halvardi Gunnarii Acrostichis, udgivet af A. E. Eriksen, Chra 1870, S. 42).

  3. Dette Navn paa Byens formentlig ældste Rettersted kan muligens betegne et Sted, hvor Forbrydere martredes eller pintes. Denne Conjectur skylder jeg Prof. S. Bugge.
  4. Denne Gaard, som gjennem Aarhundreder har bevaret sit Navn, tilhørte i Slutningen af Middelalderen Hamars Biskopper, som benyttede den under sine vistnok ikke sjeldne Besøg i Oslo.