Side:Daae - Det gamle Christiania.djvu/19

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
Indledning. Det gamle Oslo.
N

orges Hovedstad er anlagt af Christian den fjerde i Aaret 1624. Men dette Anlæg bestod egentlig kun i en Flytning af en gammel By til en ny Tomt og det til en saa nærliggende, at den Plads, hvorpaa Moderstaden laa, forlængst under den nye Stads Væxt er bleven en Del af dennes Omraade. Den gamle Stad var Oslo (paa Latin Asloia, og paa Tydsk Anslo). Ordets Etymologi er uvis, idet man ikke er paa det Rene med Betydningen hverken af dets første eller dets anden Bestanddel. I gamle Dage kom man let fra slige Vanskeligheder: Peder Claussøn fortæller saaledes som en given Sag, at Oslo «haver sit Navn af den Aa, som løber igjennem den østre Part i Byen, hvilken kaldes Loen, og der som en Aa udfalder enten i Saltvand eller i ferske Sjøen og sagter sin Strøm og bliver dyb, kaldes den paa norsk Oos, saa siges Oslo ligesom Loaros (Ordet forvendt), ligesom Nidaroos, det er Nids Oos»[1]. Hvor grundfalsk denne Forklaring end er, har den dog øvet en blivende Virkning, thi den omtalte Aa, hvem intet Menneske tidligere havde kaldt Loen — dens virkelige gamle Navn var nemlig Alne-Elven —, bærer nu paa den gamle Forfatters Autoritet virkelig hint af ham opfundne eller ialfald først hos ham forekommende Navn. Senere forklarede P. A. Munch Oslo = Aaslo, Stranden, Sletten under Aasen, (ɔ: Egeberg.) Men heller ikke denne Forklaring har vundet Ind-

  1. Samlede Skrifter af Peder Claussøn Friis, udg. af G. Storm, S. 281. Samlgn. C. M. Falsen, Geographisk Beskrivelse over Kongeriget Norge S. 31: «Loe-Os er per inversionem blevet til Os-lo».