Lænestol for et eller to tykke Tællelys, staaende paa Bordet ved en stor enkelt Kakkelovn eller Kamin, og med Piben i den ene Haand og den store Sølvølkande i den anden drak den fremmede Ven til, som trinede nærmere paa det med Sand og friske Granbar bestrøede Gulv, – i den Stue, siger jeg, oppebier nu hans Sønnesøn om Aftenen en halv Snes fremmede moderne Venner paa en før saakaldt Kanapee, nu Sofa, Ottoman eller hvad Navnet bliver paany med det første; derfra ser han henover det i Marmorruder bemalede Salsgulv sig selv i de lange, kostbare Speile, hvis Forgyldninger ophøie endmere Væggenes lyse Farver; Marmorkonsoler ser man paradere under Speilene og paa dem Buster eller Statuer, vel af Gibs, men at se til som Guld eller Marmor. De høie Vinduer skulde formedelst de store Ruder meddele alt det Lys, Dagen endnu har tilovers, dersom ikke de øverst i Skyer sammenlagte Gardiner bedækkede den Himmel, der sees over Husene paa den anden Side af Gaden; dog under den skinnende hvide Gibshimmel i Stuen hænger en Lysekrone af Glas som Krystal, hvis mange Voxlys love Dag i den mørkeste Aften. De fremmede Herrer komme, man rangerer sig ved den opvarmende Pyramide, som er bekronet med en glindsende sort Kupido, og man
Et gibset Stueloft i Calmeyergaarden.
