tiden, ty ud til sine Landsæder. De mest bekjendte Træk af Fladebys Krønike falde i en senere Periode (omtrent ved Aarhundredeskiftet). Her skulle vi derfor alene mærke os, at der den 9de Septbr. 1756 stiftedes et Jagtselskab med egne Love, hvilket bestod gjennem mere end to Menneskealdre.
Uomtalt bør det heller ikke være, at, da Christiania i 1749 fik sin første Frimurerloge, blev denne stiftet ganske uafhængig af det i Danmark siden 1743 existerende Frimurervæsen. Christiania Loge oprettedes «efter Fuldmagt fra den engelske Storloge», og først i 1780 traadte den i Rapport til den danske.
Denne livlige Forbindelse med England har efterhaanden hævet Christianias mere bemidlede Næringsdrivende til et høiere Kulturtrin, aabnet dem en videre synskreds og skjænket dem en større selvfølelse. Patriciatet lærte efterhaanden i Embedsstanden, af hvis fornemste norske Repræsentanter netop de fleste fandtes her i Christiania, mere at se Ligemænd end Overmænd. De hyppige Giftermaal mellem Embedsmænd og de rige Kjøbmandsfamiliers Døtre bidroge yderligere til at udjevne Forskjellen og sammensmelte Besidderne af de største Formuer med Indehaverne af de høieste Embeder og de grundigste Kundskaber. Allerede noget før Midten af forrige Aarhundrede optræder derfor i Christiania en forholdsvis ikke faatallig Kreds af velhavende Dannede og et finere, kultiveret Selskabsliv.
Det kunde være saare interessant at kjende noget nærmere til den Overgangsperiode, i hvilken de simple borgerlige Sammenkomster, hvoraf vi saa et Glimt, idet vi læste om den drukne Borgermester i Skjorteærmer og opknappet Buxelinning og om Kjeld Stub, dansende med Glasset paa Haanden, forvandledes til alamodiske Soireer, og de gamle Gaarde indrettedes paa en elegantere Maade overensstemmende med en ny Tids Fordringer. Kun en eneste ældre Forfatter har imidlertid, og det kun i Forbigaaende, efterladt et Par Ord derom. Det er Professor J. N. Wilse i Eidsberg, hvis Bekjendtskab til Christiania begyndte omtrent 1760, og som udtaler sig saaledes[1]: «I den Stue, hvor smaa Ruder i lave Vinduer i Forening med den brune Træfarve paa Loftet og væggene gjorde Aften-Tusmørket allerede til Nat, hvor gamle Bedstefader sad i sin store
- ↑ Reise-Iagttagelser, I, S. 152–153.
