Romsdals Amt. To Gange gjorde han rige Giftermaal, med en Datter af den norske Landkommissarius Johan Garmann og med en Kjøbmandsenke i Brevig, uvist dog i hvilken Orden. Han døde som Etatsraad og jydsk Godseier 1732. Han var et godt Hoved, med flersidige Interesser, hvad man let forstaar af hans interessante Breve (især til Fr. Rostgaard), men Tidens kyndige Historieskriver Andreas Høyer omtaler ham tillige som en intrigant og egennyttig Person[1].
I de første Aar af den lange Krig mod Carl den tolvte førtes Kampen udenfor Norge, og Løvendals ovennævnte Indfald var for vort Lands Vedkommende den eneste Krigsbegivenhed tillands. Af mere Betydning var Søkrigen, i hvilken Tordenskjold vandt et større og større Navn. Han besøgte, som bekjendt, i den Tid jevnlig Norge og tilbragte Vinteren 1714 i Christiania. Hans Biograph, Rothe, fortæller herom følgende: «Smukke Fruentimmer, som Tordenskjold sin hele Livstid igjennem aldrig var en Hader af, samt lystige Selskaber, af hvilke der hele Vinteren igjennem fandtes nok i Norge, var, medens han i to Maaneder laa i Vinterkvarter, det fornemste og snart eneste, han fordrev sin Tid med. I Christiania og deromkring havde man ingen anseelige Lystigheder og da brugelige smukke Julestuer, med mindre man jo saa Kapt.-Løitnant Wessel buden til samme, og var en Indbydelse bleven forgjettet, turde han nok paa en artig Maade byde sig selv eller komme ubuden. En Slave af Komplimenter var han just ei, men forresten altid høilig og meget civil, og fortælles der mangfoldige lystige saa og forlibte Historier om ham, hvilke han samme Tid skal have bedrevet»[2].
Men imidlertid var Carl den tolvte kommen hjem 1715. Af alle sine Fiender hadede han maaske Danmarks Konge mest, og Norges Erobring var et af hans kjæreste Ønsker. At indtage et Land, for hvis Forsvarsvæsen der var sørget saa slet, kunde heller ikke forekomme en Konge, som ham, vanskeligt. Allerede i Marts Maaned 1716, kun faa Maaneder efter sin Hjemkomst til Sverige, brød Carl ind i Norge, opholdt sig ikke ved de nærmest Grændsen liggende Fæstninger, men drog, efterat have forenet sig med Ge-
