efterlade varigere Spor. Efterat han 1712 var vendt tilbage til Sachsen, vedblev han stedse at være en Ven af Norge, og reisende Nordmænd fandt altid hos ham en venlig Modtagelse. Han døde 1740.
Kort efter at Løvendal havde forladt vort Land, forfattedes af en Anonym en Panegyrik over ham paa Tydsk. Den er ikke bleven trykt og er saagodtsom ikke benyttet af Historikere, skjønt den haves i flere Afskrifter[1]. Den skildrer Forholdene med saa mørke Farver, at man næsten maa tænke paa den saakaldte «norske So», og er overhoved paatagelig ensidig, men den har dog sin Interesse, og dens Hovedindhold skal derfor her blive gjengivet i Uddrag.
«Norges Tilstande, heder det, var dengang, da Løvendal kom herop, yderst mislige, Embedsstanden var fordærvet og Administrationen ynkelig og svag. Ligefra Stiftamtmanden og ned til Sorenskriveren («den laveste Embedsmand») gjorde Enhver, hvad han lystede. Foged og Amtmand enedes broderlig om at flaa Naboens Hud, og Regnskaberne vare i den værste Forfatning. Præsidenter, Byfogder og Politimestere skulde være Tremarksmænd, om Loven maatte gjælde. Toldvæsenets Kontrollører, Inspektører, Visitører tilligemed Skibsmaalerne gjøre sig skyldige i Underslæb. Disse samme Personer havde i denne Hensigt udfundet en hidtil uhørt Fremgangsmaade («ein ganz nagelneuer Handgriff»), idet de havde oprettet mellem sig en saakaldt «Subdivitions-Cassa» i Christiania og «bei Profanirung des hochwürd. Sacraments des Altars» forpligtet sig til i den at nedlægge alle de Penge, de kunde underslaa, saa at disse hvert Fjerdingaar efter en vis Proportion skulde fordeles mellem Interessenterne. Dette havde ogsaa en Tidlang virkelig fundet Sted, indtil et værdigt Medlem af Interessentskabet røbede Sagen. Stiftamtskriverne, som havde de fleste Midler under sine Hænder, havde været uredelige og derved alene formaaet at opføre de «magnifike Palæer», der vare Vidnesbyrd om deres paa den Maade samlede Formuer. Navnlig havde en af disse gaaet overordentlig vidt i sine Besvigelser og sin luxuriøse Levemaade[2]
- ↑ Saaledes i det danske Rigsarchiv blandt Danske Selskabs Samlinger, skjænket 1749 af Henning Arnisæus Irgens (om hvem se Hjorts og Krags Efterr. om Røraas S. 327). Kun C. Deichman har kjendt Skriftet, der ogsaa findes blandt hans Haandskrifter.
- ↑ Hermed sigtes formodentlig til Christopher Mohrsen i Bergen, der 1711 grebes i en Kassemangel paa 100,000 Rdl. og kom paa Akershus Fæstning i 13 Aar.
