Det norske Statholderskab tiltog i Anseelse i samme Forhold, som Norges Betydning for Monarkiet mere og mere anerkjendtes og paaskjønnedes. De første Statholdere havde ikke engang været Medlemmer af Rigsraadet, men i syttende Aarhundrede opnaaede Statholderen efterhaanden at sættes i Klasse med de høie Rigsembedsmænd. Efter Suverænetetens Indførelse saa man ogsaa kun meget høie Personer i dette Embede, og valgtes stundom en Adelsmand udenfor den fornemste Kreds, fik han kun Udnævnelse som Vicestatholder. De seneste Indehavere af Stillingen vare af fyrstelig Stand, og den sidste blev Thronarvingen selv. Hannibal Sehesteds Statholderskab (1642–1651) er af megen Vigtighed for Landets almindelige Historie. En Svenskekrig fik hos os Navn efter ham. Han bestræbte sig for at give den norske Lokalstyrelse en større Selvstændighed og kom derved i Strid med Rigshovmesteren, svogeren Corfits Ulfeldt. I Postvæsenets Opkomst her i Landet havde han stor Andel. Ikke mindre optagen var han af sine private Anliggender, og han var tilsidst bleven Landets største Jordegodseier. Som gift med en Kongedatter, Frøken Christiane, som hun stedse vedblev at kaldes, har han vistnok ført et stort og kostbart Hof i Christiania, men der er dog ikke levnet os den Art Efterretninger om ham, at han kan faa nogen egentlig Plads i Byens særlige Historie.
Hannibal Sehested efterfulgtes af Gregers Krabbe († 1665) og denne igjen af den rige Hr. Nils Trolle. Han hørte til det
