«Behøvling»[1]; Udtrykket «ubehøvlet» i Betydningen af raa eller tølperagtig har sin Oprindelse heraf. Ved Laugsartiklerne af 1682 og 1684 blev vel saadan Behøvling forbuden i Christiania, men Snedkerne klagede snart over, «at de Svende af deres Profession, som i Kongens Riger have lært, og som udreise paa deres Haandverk til Tydskland, hvor den gamle Vedtægt vedligeholdes, ikke der ansaaes for Svende, førend de sig slig Skik undergive, hvilket en temmelig Bekostning skal foraarsage». Man fik da ved Reskript af 14de Septbr. 1705 Tilladelse til i Christiania at gjenoptage Behøvlingen, dog saa at «intet Usømmeligt eller Forargeligt passerer, som i forrige Tider er skeet».
Endnu i Slutningen af forrige Aarhundrede vedligeholdt disse gamle Langs-Skikke sig i Christiania. Naar en Snedkergut havde udtjent sine Læreaar, opgav Oldermanden ham et Svendestykke til Udførelse. Bestod han denne Prøve, maatte han derefter forfærdige en Sag, hvis Blad var en sværtet tynd Træspaan, hvori var skaaret Tænder, samt en Skrubhøvl, en Langhøvl og en Slethøvl, der skulde være sammensatte af tynde Træplader, saa at de under Behøvlingen kunde sønderbrydes, fremdeles en Hammer, Øxe, Hugjern osv., altsammen af hult Træ. Naar Alt var færdigt, samledes Mestrene hos Oldermanden. Midt paa Gulvet anbragtes nu en Krak af et voxent Menneskes Høide, paa hvilket Svende-Emnet blev lagt for at tildannes. Oldermanden fremtraadte derpaa for at bearbeide dette Raaemne, først med Sagen, derpaa med Skrubhøvlen og efterhaanden med de øvrige Høvle og Redskaber, indtil de alle vare sønderbrudte. Dette udførte han, idet han idelig lod falde Bemærkninger om Svende-Emnets Raahed, som sønderbrød Redskaberne, og anbragte forresten ogsaa andre traditionelle eller extemporerede Vittigheder. Endelig erklæredes Behøvlingen for tilendebragt, og Krakken væltedes, saa at den vordende Svend faldt om paa Gulvet. Saasnart han atter var kommen paa Benene, gav Oldermanden ham et Ørefigen og erklærede, at det var det sidste, han skulde modtage: thi nu var han Svend. Saa kom Punschebollen ind, og Skaaler bleve drukne for den Nybehøvlede, for Lauget og for Oldermanden, naturligvis paa Svendens Bekost-
- ↑ Af Behøvlingsceremonierne, saaledes som de i 1723 vare almindelige i Danmark og visselig ogsaa i Norge, findes en authentisk Beskrivelse i Aktstykker, vedk. Staden og Stiftet Aarhuus, samlede af I. R. Hübertz, III, S. 128–129.
