Ganske anderledes saa det imidlertid ud i de fornemmere
Huse, hos Embedsstanden og Kjøbmands-Patriciatet. Her forekommer
jevnlig Sager af Guld, saasom Balsombøsser[1], Armbaand,
Guldkjeder, Ringe med «Tafelstene» og «Rosenstene», Signetringe
osv., stundom Diamantsmykker taxerede lige til 900 Rdlr.
I et enkelt Bo (rigtignok udenfor vor By, nemlig hos den ældste
Werenskjold paa Hafslund[2],) forekommer ikke mindre end 23 Sølvkander,
der tilsammen veiede 1766½, Lod, derhos nævnes oftere
Præsentertallerkener, drevne Konfektfade af Sølv samt forgyldte
Skeer, Knive og Galler med Filigrans Skaft. Videre forgyldte
Speile med rødt Glas, lakerede og «hollandske» Borde med «Ceridons»,
malede Ovalborde, Ruslæders Stole, Messinglysekroner,
Bogskabe med Glasvinduer, Brevskabe, Duge af Ostende-Dreiel,
Haandklæder af Damask, Grønne Danziger Overtræk med Sælskind,
Gardiner af Kattun og af hvidt Klosterlærred osv. En stadig
Væggeprydelse var efter 1660 Kongens, Dronningens samt Statholder
Gyldenløves Portræter.
Tobak var allerede bleven almindelig og yndet i Norge under Christian den fjerde, der vel i 1622 under Trusel af Konfiskation og vilkaarlig Straf forbød denne Vares Indførsel, men dog i 1643 igjen «indtil Videre» ophævede sit Forbud; under Gyldenløves eller den skaanske Feide forbrugte Soldalterne Snus i stor Mængde, og i det følgende Aarhundrede klages idelig over det stærke Forbrug af Tobak. Derimod maa Sukker, Kaffe og The endnu i 1686 have været lidet kjendte hos os, da de aldeles ikke nævnes i det Udkast, som i hint Aar blev forfattet til Fordelingen af samtlige, mere kurante Handelsvarer mellem visse bestemte Klasser af Handlende. I Begyndelsen af attende Aarhundrede forekomme derimod alle disse tre Artikler hyppig, og fra den Tide af støder
- ↑ Disse spillede i Begyndelsen af det attende Aarhundrede en stor Rolle i selskabelige Samkvem; Tullin, der skrev omtrent 1760, siger saaledes: «For 50 Aar siden, da Balsombøsser vare i sin Velmagt, var det brugeligt, at Fruentimmerne i Selskab strøge Balsom paa Hænderne. Om nu Mandpersonerne fandt den Tid paa den Mode at kysse paa Hænderne for at nyde desbedre godt af Lugten, eller Fruentimmerne balsomerede deres Hænder for at gjøre denne Høflighed angenem for Mandfolkene, skal jeg just ikke kunne sige». Hos Holberg forekommer ogsaa Balsombøssen, saaledes nævner Pernille i «Jacob v. Tybo» sin Balsombøsse blandt de Ting, som hun vilde «reducere», – «hvis ingen unge Karle vare til».
- ↑ B. Moes Tidsskrift for den norske Personalhistorie, I, S. 21.
