en god Stund paa denne Kant og har vel formaaet her at holde Fienden stangen.
I Begyndelsen af det nye Aar 1453 aabnedes imidlertid Fredsunderhandlinger i Vadstena, hvor Hr. Ivar Axelssøn og Hr. Claus Rønnow mødte paa Christierns Vegne og aftalte en Vaabenstilstand den 28de Januar. Den skulde gjelde indtil 1ste Mai s. A., men allerede 11te Marts skulde et Møde træde sammen i Halmstad for at forhandle om en fast Fred. Mellem Sverige og Danmark skulde Stilstanden strax træde i Kraft,ligesaa i det søndenfjeldske Norge, og Jørgen Karlssøn, hvis han befandt sig i Jemteland, Herjedalen eller Thrøndelagen, skulde snarest muligt underrettes om, hvad der var besluttet, for at ogsaa Fiendtlighederne nordenfjelds kunde faa en Ende.[1]
Men Jørgen Karlssøn ændsede ikke Vaabenstilstanden. Tvertimod gjorde han kort efter Paasketid, hvilken indfaldt i de første Dage af April, et nyt Indfald i Thrøndelagen. Snart maatte han dog, efter at have tabt en stor Del af sine Folk, tage Flugten „til skov og Mark“ med sit selskab, thi hr. Olaf og hr. Peder Nilssøn kom paany til Throndhjem ved St. Jørgens Dags Tid (23de April) og samtidig eller kort efter ogsaa flere andre Medlemmer af Raadet, Henrik Kalteisen, om hvem senere, Biskopperne Thorleif af Bergen og Jens af Færøerne samt Hr. Hans Krukow.[2] Tidsfristen mellem det sidste Indfald og Hr. Olafs Ankomst er dog saa kort, at Rigsraaderne udentvivl have havt andre Grunde til sin Reise og dengang, de droge ud fra Bergen, maaske ikke engang vidste Besked om de fornyede Fiendtligheder.
De saaledes fra Throndhjem fordrevne Svenske begave sig imidlertid ikke denne Gang tilbage til Sverige, men trak sig med Lev-
