havde kunnet fremkalde et langvarigt Ættehad, men han maa snarere være bleven fangen og aflivet paa Hr. Hartvigs Foranstaltning. De to Krummedikers, Hartvigs og Henriks, Personligheder og Liv frembyde mange og paafaldende Ligheder. Begge forenede Hensynsløshed med Smidighed, formaaede paa en Gang at ramme sin egen Tarv og at bevare en vis Popularitet hos sine Undergivne, begge kom afvexlende til at prøve baade sine Kongers Gunst og deres Unaade, begge have væsentlig vundet historisk Betydning ved under afgjørende Kriser at sammenholde Norge og Danmark, adskille Norge og Sverige. Hertil kommer nu en ny og slaaende, men hidtil ubemærket Parallel: Hartvig og Erik Sæmundssøn, Henrik og Knut Alfssøn.
Erik Sæmundssøn vides ikke at have havt Sønner, men han havde to Døtre og blev gjennem dem Morfader til Mænd, hvis Navne siden bleve noksom bekjendte. Datteren Ingegerd ægtede Jens Knutssøn af den svenske Æt med de tre Roser i Vaabenet[1] og havde med ham Sønnen Thure, Knut Alfssøns Søskendebarn, der, efter gjentagne Gange at have gaaet over fra det ene Parti til det andet og efter tilsidst endog at have været Sveriges Riges Hovmester under Gustav Vasa, sluttede sig til Christiern II og 1532 blev slaaet ihjel i Konghelle, en anden Søn, Erik Jønssøn, der deltog i Knut Alfssøns Kamp, og en Datter, Astrid. En anden Datter af Erik Sæmundssøn, gift med en Ravald Nilssøn, (uvist om den samme, der længe var Lagmand paa Oplandene), blev Moder til den Nils Ravaldssøn,[2] hvis senere Optræden skal være bleven bestemt ved den Morfaderen i sin Tid overgaaede Skjebne.
