Side:Daae - Christiern den Førstes norske Historie.djvu/78

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
72


halshugge og fordærve baade til deres Liv og Gods, fordi de ikke vilde have ham til Norges Konge.“[1] Ogsaa en samtidig annalistisk Kilde, Vadstenas Klosterkrønike, udtaler sig i lignende Retning, om den end bruger mildere Udtryk.[2]

Der foreligger altsaa en Beskyldning med Christiern I, der ganske paafaldende ligner den ulige mere bekjendte Anklage mod Sønnesønnen Christiern II, om hvem det i Aarhundreder har været paastaaet, at han under sit norske Statholderskab saagodtsom udryddede den norske Adel, hvilken sidste Fortælling rigtignok i vore Dage er udvist af Historien som uefterrettelig Tale.

Hvad nu angaar den Paastand om strenge, grusomme Straffedomme over Kong Karls norske Parti, hvormed vi her have at gjøre, tør det vel ubetinget siges, at den indeholder en uhyre Overdrivelse. Men saamegen Sandhed synes der dog at være deri, at Hovedmanden for den svensksindede Flok i Norge, Hr. Erik Sæmundssøn, virkelig maa være ombragt paa voldsom Maade, maaske henrettet, samt at Hartvig Krummedike har havt at bestille med hans Død. Over hundrede Aar efter disse Begivenheder dukker nemlig denne Sag op i et svensk Brev, der meddeler den mærkelige Oplysning, at den fra Grændsekrigene i Kong Hans’s Dage bekjendte Partigjænger Nils Ravaldssøns Fiendskab med Hr. Henrik Krummedike hidrørte derfra, at Henriks Fader Hartvig havde ladet ihjelslaa Nils Ravaldssøns Morfader.[3] Denne Morfader var ingen anden end Hr. Erik Sæmundssøn. Hr. Erik, der sidste Gang omtales som levende i December 1449, kan da ikke antages at være falden i aaben Kamp, hvilket nemlig ikke

  1. Styffe, l. c. III, S. 16.
  2. „Daci vero fautores regis Karoli fortius postea impugnaverunt.“ Diar. Vadsten. ed. Benzelius, p. 100. (Ad annum 1450).
  3. Gustav Vasa til Frederik II, 17de Decbr. 1559. (Langebeks Diplomatarium i Geh.-Archivet).