svenske Landskab Jemteland, hvis Indbyggere villig hyldede ham, hvorefter han gjennem Helsingland og Gestrikland ved Midten af December naaede Stockholm.[1] Han meldte da strax, hvad der var skeet, til Høimesteren af Preussen. Han var, forsikrede han i sit Brev til denne; bleven indkaldt til Norge af fast alle dets Stænder og var i Throndhjem kronet og antagen til Konge. „Almuens“ Brev medfulgte i tydsk Oversættelse.
Det var imidlertid en Selvfølge, at skulde dette Karls norske Kongedømme blive af Varighed, maatte han sikre sig de Landskaber, der uimodsigelig vare Norges vigtigste, og fremfor alt blive Herre i Oslo. Erik Sæmundssøn havde ogsaa forsøgt at virke for ham i det Søndenfjeldske. Paa den Tid, da Karl befandt sig paa Veien til Throndhjem, finde vi Hr. Erik paa Romerike (4de November 1449), hvor han forhandlede med Almuen paa Ullensakers Thing. Der meddelte han Bønderne, at Karl var tagen til Konge paa Hamar, og udviklede for dem, at Christierns Valg var ulovligt. Almuen forsikrede, heder det, at den mod sin Vilje havde været tvungen til at hylde Christiern, og erkjendte strax Karl for sin Konge. Dokumentet herom besegledes af nogle og tyve Mænd, hvoraf tolv fra Store-Næs. Nogle af disse Mænd have visselig hørt til de lavere Væbnerfamilier. Idetmindste var dette Tilfældet med den, som nævnes først, nemlig Finkel Hafthorssøn, der boede paa Gaarden Folberg og tilhørte en gammel, oprindelig med de bekjendte Hafthorssønner beslægtet Æt.[2]
Lignende Møder har Hr. Erik, sandsynligvis ledsaget af de svenske Ryttere, som Kong Karl havde efterladt, udentvivl afholdt med Bønderne i flere Egne, uden at det nu nærmere lader sig
