Side:Daae - Christiern den Førstes norske Historie.djvu/49

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
43

derfor, at Erkebispen virkelig har befundet sig i en saa raadvild og fortvivlet Stilling, at han med al den Sympathi, han har næret for den svenske Konge, dog har hævet tilbage for at tage det afgjørende Skridt, at sætte Kronen paa hans Hoved, og at Overtalelser eller vel endog Trudsler have maattet anvendes for at drive ham til en Handling, der selv i en Tid, da man just ikke regnede det meget nøie med Løfter og Eder, altid maatte kunne forekastes ham som Brud paa Tro og Love. I og for sig kan det heller aldrig negtes, at baade Kongevalget i Hamar og Kroningen i Throndhjem vare revolutionære Handlinger. Intet af de herom udstedte Dokumenter formaar at navngive de Riddere o. s. v., der skulle have været tilstede derved, og det medfører udentvivl Sandhed, naar det senere blev paastaaet, at der i Kong Karls Følge, da han kom til Throndhjem, kun var et eneste Medlem af Raadet tilstede.[1] Dette ene Medlem var da Biskop Gunnar af Hamar, der bistod sin Metropolitan ved Kroningen.

Kong Karl indsatte før sin Afreise to af sine nye Riddere, Einar Fluga, hvem vi kjende fra Februarmødet paa Baahus, og Aslak Thuressøn (Baat), til Statholdere nordenfjelds. Derpaa begav han sig samme Dag, fra hvilken „Almuens“ meget omtalte Statsskrift er dateret, afsted paa Hjemveien til Sverige. Ogsaa denne Hjemreise ledsagedes, fortaltes der, af særegne Omstændigheder, der skulde tyde paa, at den nye Konge stod under en høiere Beskyttelse. Stjørdalselven, der efter Bøndernes Mening nu maatte være ufarbar formedelst Menis og først blev sikker i Fastetiden, bar baade hans Heste og Ryttere, thi Kongen satte sin Lid til St. Olafs Hjelp, ja man havde aldrig seet klarere Krystal end den Is, hvormed alle Elve, der skulde passeres, vare belagte. Ved Meraker tog han Hvile og drog derfra til det halvt norske, halvt

  1. Dipl. Norv. VIII, s. 381.