denfjelds“, udstede et Brev til Kong Christiern, det samme, af hvis Indhold vi allerede tidligere have omtalt et og andet Træk. „Almuen“ lader her Christiern høre, at det forekommer den høist underligt, at han kalder sig Norges Konge. Dette skal han aldrig blive med dens gode Vilje, og det især fordi man har hørt, at han har Feide med Sveriges Rige. Thi disse Riger have fra Alders Tid af været sammen i Kjærlighed og Endrægtighed, og denne Enighed skal ikke sønderslides i vor Tid. Gud haver føiet de to Riger landfast sammen i en Strækning af mere end 400 eller 500 Mile. Dernæst fortælles om Aslak Bolts Forhandlinger om Kongevalget med Almuen, førend han drog til Oslo o. s. v., om Biskop Jens’s og Hr. Hartvig Krummedikes Danmarksreise og Tilbagekomst til Oslo med en stor Hær, om at Erkebispen ikke havde havt sin Frihed, at Christierns Valg var skeet paa ulovligt Sted m. m. Saa kommer en Paastand, der er ligefrem uforklarlig, nemlig den, at „Biskopper, Riddere, Svende og Almue i Norges Rige ere blevne ganske svare fordærvede med Mord, Drab og Rov, siden Christiern af nogle faa er ulovlig valgt til Norges Konge“. Medførte dette Sandhed, da vilde dette Aars Historie faa en helt anden Skikkelse, end den, under hvilken vi nu kjende den. Men Kilderne indeholde forøvrigt slet Intet om, at den norske Thronstrid indtil denne Tid havde fremkaldt en eneste blodig Kamp eller nogetsomhelst voldsomt Sammenstød. „Almuen“ gaar dernæst over til at meddele, at Kong Karl nu er valgt, samtykket og kronet til Konge paa det lovlige Sted, nemlig i Throndhjem, og at det ikke kan bevises, at Christiern er ret Arving til Norges Rige. Denne har, siges der, tilkjendegivet, at han til Sommeren agter sig til Throndhjem, men for den Reise kan han spare sig. Om han kommer, skal han befinde, at ingen af Almuen, som i Norge bor, vil hylde ham. Dette Brev besegledes paa den nordenfjeldske
