ledes i visse Maader Hovedstad, og dette blev især føleligt, naar en Thronledighed krævede rask og kraftig Handling. Erkebispen var uundværlig ved afgjørende Raadsmøder, men en Forhandling mellem ham og Raadets store Flertal, der boede i det Søndenfjeldske og havde sit naturlige Middelpunkt i Oslo, blev meget tungvindt og besværlig. Erkebispen, der siden paastod, at Throndhjem var det Sted, hvor Kongevalget rettelig skulde ske, beredte sig dog til at drage til Oslo for at forhandle,med Raaderne der, men skal i Forveien have forlangt en Udtalelse af „Almuen“ nordenfjelds om, hvem denne ønskede til Konge. Naar dette Møde har fundet Sted, vides dog ikke. Almuen, heder det, bad ham fremfor alt aldrig at samtykke i, at nogen „dansk eller tydsk“ Mand toges til Konge, og tilkjendegav Videre, at man helst ønskede Hr. Sigurd Jonssøn. Knude ikke dette ske, vilde man have den gamle Kong Erik, dog under Betingelse af, at han strax kom ind i Riget og holdt Fred med svenske Mænd. Lod ikke heller dette sig gjøre, vilde man have Kong Karl i Sverige. For denne sidste skulde da Aslak selv bestemt have udtalt sig. Alt dette kjendes dog kun fra et Brev „fra Almuen i Norge“ til Kong Christiern, som senere i November 1449 udstedtes under Karl Knutssøns egen Indflydelse, medens denne selv var tilstede i Throndhjem, og som aabenbart fremstiller det hele i Karls egen Interesse, et Brev, hvortil vi paa sit Sted skulle vende tilbage. For Alvor kan Erkebispen ikke let tænkes at have villet spørge Bønder tilraade om et Kongevalg, og Hensigten med Mødet kan kun have været at fremkalde en Udtalelse af denne for sin egen Candidat, og dette var høist sandsynlig lige fra Begyndelsen af Karl. Ved at foreslaa Sigurd Jonssøn, som selv ikke tragtede efter Kronen, løb man ingen Fare, og om at gjenindkalde Erik kunde der dog vel ikke for Alvor være Tale. Har hans Navn endnu været omgi-
