de ikke faa Personligheder i Norges Historie, hvem Landsmænd efter 1814 have forsøgt at omskabe i sit eget Billede og gjøre til Bærere af Ideer, som de neppe selv have kjendt eller anet. Han havde i den meget lange Tid, i hvilken han havde været Medlem af Raadet, hidtil hverken spillet nogen fremtrædende politisk Rolle, eller, saavidt man kan se, indtaget noget udpræget Partistandpunkt. Han havde med det øvrige Raad bestræbt sig for at bilægge Urolighederne i 1437 og omtrent ved samme Tid paa Grund af sin Stilling været med at udarbeide et Udkast til en Unionsakt. I de derpaa følgende Aar 1439—1442, da Norge ganske var overladt til sig selv, mærker man intet til ham i Rigets Anliggender. Under Kong Christopher var han 1444 tilstede ved et Raadsmøde i Bergen, et af de yderst faa, fra hvilke der ikke alene er bevaret Beslutninger, men ogsaa et Glimt af de forudgaaende Forhandlinger. Erkebispen udtalte sig her paa en Maade, som endog har paadraget ham en, dog vistnok ugrundet, Mistanke om Bestikkelighed. Medens nemlig Hr. Nikolas Kane havde stemt for, at der burde anlægges et stærkt Slot i Bergen for at holde Fremmede i Ave, udtalte Aslak Bolt, „at det var godt, at Tydskerne bleve vintersiddende i Bergen, thi da skulde man ikke befrygte nogen Feide eller Krig“.[1] Af Charakter var Aslak en hidsig Mand, og vi skulle se ham endnu paa Gravens Rand aflægge Beviser herpaa. Som Erkebiskop havde
- ↑ Norske Magasin, I, S. 539. L. Holberg, Bergens Beskrivelse, Kbh. 1737, S. 221, („Aslak Bolt, hvis Hænder man uden Tvivl havde forgyldet“), og efter ham G. Sartorius, Gesch. d. Hans. Bundes, II, S. 340. Aslaks Standpunkt kan lettest forklares ved hans Erindringer fra Aarene 1428 og 1429, da Bergen hjemsøgtes af Vitaliebrødrene i en Tid, da Hanseaterne havde forladt Staden. I det første Aar havde ogsaa Aslak selv flygtet fra Byen (Lüb. Chron. hg. v. Grautoff, II, S. 52). Det kan ogsaa erindres, at Throndhjems Erkebiskop, hvad man navnlig kan se af Olaf Engebretssøns Regnskaber, havde store Indtægter af Fiskehandelen og derved kom i megen Forbindelse med Kjøbmændene, Den Mand, der tilsidst blev Aslaks Efterfølger, Olaf Throndssøn, kaldes mærkelig nok ogsaa i v. Gherens utrykte Krønike „des copmans vrunt“.
