første Forlening var Lister, hvor han har forstaaet at omgaaes med Bønderne til deres Tilfredshed, paa samme Tid som han utvivlsomt ikke har glemt sin egen Fordel, noget, der vidner om stor Kløgt, allerhelst paa Agdesiden, hvor Almuen altid har været baade fattig og i særegen Grad uvillig og gjenstridig, naar det gjaldt Ydelser og Opofrelser. I 1443 ansøgte nemlig Bønderne Kongen om at faa den da fratraadte Hartvig tilbage, da han havde været hos dem som en Dandemand og forsvaret dem mod de Fiender, der angreb dem tilsøs.[1] Nogle Aar senere havde Hartvig (1445) afløst Sigurd Jonssøn som Befalingsmand paa Akershus,[2] hvilket han beholdt i en lang Aarrække. Dertil havde han ogsaa mindre Len, f. Ex. Hardanger. Ved idelige Gaardkjøb forøgede han sine tilgiftede Besiddelser og blev snart en af Norges rigeste Jordegodseiere.[3] Med den nysnævnte Biskop Jens havde Hartvig Krummedike hidtil ikke levet i det bedste Forhold. Der havde 1447 været en heftig Tvist imellem dem angaaende en af Biskoppen forlangt Hovedtiende af hans og hans Hustrus Løsøre,[4]
- ↑ Dipl. Norv. V, S. 518. Disse Fiender tilsøs have sandsynligvis været Hollænderne, der i 1440 hjemsøgte Norges Kyster for, som det hed, at hjelpe Erik af Pommern. (Dipl. Norv. V, S. 504. Wagenaar, Vaderlandische Historie der vereenigde Nederlanden, IV, S. 539 fgg., samt L. Daae i Norsk historisk Tidsskrift, IV, S. 100).
- ↑ Dipl. Norv. II, S. 574.
- ↑ En Fortegnelse over en Del af hans Gods i Norge findes i Samll. til d. N. F. Sp og Hist. VI, S. 134—144.
- ↑ Dipl. Norv. VI, S. 530. Om Hovedtienden, en Sag, der forøvrigt frembyder adskillige dunkelt, se Fr. Brandt, Døn norske Tingsret, 2. Udg. s. 142 fgg., samme Forf.s Forelæsninger over Retshistorie (Særtryk, S. 31—32) og L. M. B. Aubert i Norsk Retstidende for 1875, S. 525—528 og 573—574, samt K. Maurer, Ueber den Hauptzehnt einiger germanischer Rechte, München 1874, 4to. Nu forekommer denne, engang vistnok almindelige, Ydelse kun i Øvre Thelemarken, maaske ogsaa i Rollag i Numedalen. Efter Prof. Brandts Mening hænger den sammen med det saakaldte „Pusefæ“.
